I gjorde kapitalismen bange. Så alvorligt tog kapitalen den forenede trussel fra jer og Sovjetunionen, at den accepterede velfærdsstaten.

Forfatteren Jørgen Knudsen tænker i et indlæg i dagbladet Politiken tilbage til gode stunder for nogle årtier siden, hvor han blandt andet demonstrerede mod Vietnamkrigen og atomoprustningen side om side med kommunisterne.

»Jeg savner den modstand, I stod for dengang for snart længe siden, Poul, Aage og Margit, ovre i det østjyske«, skriver han.

Og kommunisterne leverede både politik, plakater, mobilisering og kaffen, mindes Knudsen.

Magt og kaffe
Og i rygggen havde de både ideologien og supermagten Sovjetunionen.

»Vi andre brød os ikke om den pris, jeres loyalitet kostede, men havde Sovjet ikke eksisteret, var det andet og mere end kaffen og jeres stædighed, vi ville have savnet....

Uden Sovjet som stormagt ville kapitalismen have haft frie tøjler allerede fra 1945. Dens modstandere kunne have stået dér med venstre hånd på hjertet og højre i den tomme luft. Det er en positur, som kun de færreste orker at indtage ret længe ad gangen«.

»I gjorde kapitalismen bange«, konstaterer Jørgen Knudsen, og peger på, at andre politiske kræfter nødt godt af det:

»Takket være jer kunne Socialdemokratiet holde sammen på resten af tropperne. Så alvorligt tog kapitalen den forenede trussel fra jer og Sovjetunionen, at den accepterede velfærdsstaten. Til decimering af jeres stemmetal og langsigtet forebyggelse af oprørske tendenser...«

Det er Jørgen Knudsens holdning, at velfærdsstaten, som vi kender den fra Danmark og andre nordiske lande er »historiens hidtil mindst ringe svar på den rå kapitalmagt«.

»Uden jer kommunister og uden Sovjet var den aldrig kommet«, konkluderer forfatteren.

Grænser for USA
Også på globalt plan spillede kommunisternes og Sovjetunionens eksistens en afgørende rolle. Den satte en grænse for USA ekspansion:

»Så længe Sovjet kunne true med at opfange noget af den sympati, USA forspildte gennem sine magtovergreb (Vietnam), satte klogskaben visse grænser for amerikansk imperialisme. Det var dengang«.

Jørgen Knudsen husker den kolde krig og terrorbalancen med ubehag. Men den betød også, at kapitalen måtte beherske sig, da den ikke var enerådende.

»Det er den nu«, anfører Jørgen Knudsen, og peger på, at nu udhules velfærdsstaten, solidariteten og demokratiet.

Og så bekymrer det Jørgen Knudsen dybt, at folkenes og folkeslagenes magtesløshed i denne situation nærer reaktionær nationalisme og terrorisme:

»... værst er det, at modstanden bliver desperat, fordi den er svag uden en ‘Sovjetunion’ i ryggen. Denne modstand har så i sin desperation fundet frem til en uhyrlig religiøs ramme og selvmordsbomben er blevet fattigmands rædselsfulde trøst og hævn«.

»Terrorismen ... giver grobund for kontrol- og nationalstaten, mens den uhindrede kapitalisering af markeder og sjæle undergraver alt andet fællesskab end fællesskabet om EU, møntfod og angst«, sammenfatter Jørgen Knudsen, og slutter med ordene: »Kære kommunister, jeg savner jer.«