af Kjeld Stenum

Der har i den senere tid været en del bataljer om politikere, der moralsk og undertiden også juridisk ikke levede op til, hvad vi forventer af dem, vi vælger til at være vore ledere. Jeg behøver nok ikke nævne navne. Det er vist snarere sådan, at hvis jeg begyndte at nævne navne, så ville jeg ikke blive færdig, før denne klummes spalteplads var opbrugt.

Det ville der selvfølgelig også være en vis pointe i. Men jeg synes alligevel, det er mere interessant at bruge resten af spaltepladsen på noget andet. Nemlig spørgsmålet om, hvorvidt vi forventer for meget.

For det er letkøbt at forarges på deres manglende evner til at varetage det ansvar, der bliver lagt på dem. Vores såkaldte demokratis mange mangler og ufuldkommenheder til trods er det dog svært at komme udenom, at vore politikere, dem har vi selv valgt, og det valg må vi tage ansvaret for, for det havde været muligt for os at vælge andre. Så i hvert fald en del af forargelsen falder tilbage på os selv. Hvorfor så vi os ikke bedre for, før vi valgte, som vi gjorde?

Nu ved jeg godt, at vejen til at blive valgt til Folketinget langt fra er lige åben for alle holdninger. Man drives mod at antage synspunkter, som det lader sig gøre at finde sponsorer til, hvis man vil blive tilstrækkelig hørt til at have reelle chancer. Det er noget med prime time på de mest sete tv-kanaler og store annoncer og velvillig pressedækning i de vigtigste aviser, noget, der både kræver penge og kræver, at man synes, det er o.k., at det kræver penge.

Så man gør det ikke let for sig selv, hvis man for eksempel vælger at se sådan på det, at sponsorer ikke burde kunne have den magt. Men det er jo et rimeligt synspunkt. Det burde de ikke. Vi har muligvis ytringsfrihed, men vi har i hvert fald ikke ytringslighed. Vi vælger mellem forskellige kandidater, men vejen til at blive kandidat er for de fleste betalt med afkald på idealerne.

Det ville ikke være bedre med Jønke som udenrigsminister end med Lene Espersen, det ville muligvis være værre.

Og spørgsmålet er endda, hvor langt vi ville være nået blot i kraft af lige ytringsmuligheder. Forudsat at alle havde computer og forstod at bruge den, ville vi vel have reel ytringslighed, hvis alt, som det var tilladt at bruge i valgkampagner, var internettets gratis funktioner. Ville det sikre, at de bedst kvalificerede blev valgt?

Det tror jeg ikke, det ville. Jeg tror, at der ville ske det, at vi ville få en meget ukvalificerende demokratisk diskussion, som ingen kunne hverken overskue eller få fornuft ud af, og at problemet om at skaffe sig tilstrækkelig mange tilhængere til at blive valgt derfor alligevel ville blive afgjort af noget andet end en demokratisk diskussion, for eksempel af om man var med i en tilstrækkelig indflydelsesrig klike eller bande.

Og det er ikke bedre med mafiavælde end med kapitalistvælde. Det ville ikke være bedre med Jønke som udenrigsminister end med Lene Espersen, det ville muligvis være værre.

Så man måtte altså kræve af sådan en demokratisk debat, at den ikke blot sikrede, at alle synspunkter havde lige adgang, den måtte også på en eller anden måde sikre, at de mest kvalificerede synspunkter havde størst chancer for at sejre, så landet blev regeret i kraft af fornuft og ikke i kraft af en eller anden form for magt.

Men hvordan skulle den kunne sikre det? Hvordan skulle en debat både leve op til et krav om at stille alle lige med hensyn til at kunne deltage i den og på samme tid sikre, at fornuftige synspunkter havde større chancer for at trænge igennem end andre? Vi har jo lige konstateret, at en diskussion med ytringslighed i sig selv ikke er nok til at sikre, at de mest fornuftige synspunkter sejrer.

Men hvem skulle så vælge dem ud, hvis diskussionen ikke kan selv? Hvis vi satte nogle, for eksempel højt kvalificerede eksperter, til at foretage udvælgelsen, hvordan kunne vi så undgå at krænke ytringsligheden?

Nu ved de fleste læsere sikkert, at jeg er jord- og betonarbejdsmand, og lad mig tage byggebranchen som eksempel. Mine erfaringer med, hvornår et byggeprojekt lever bedst op til kravet om at være fornuftigt, er ikke, at det er, når eksperterne, det vil sige arkitekter og ingeniører, får lov at bestemme for meget.

Arkitekterne ved ikke nok om, hvornår noget byggeri har teknisk kvalitet – dér bør de lytte til ingeniørerne. Og ingeniørerne ved ikke nok om, hvordan det er bedst at lave tingene i praksis – dér bør de lytte til os. Sådan bør vi arbejde sammen om at præsentere det bedst mulige projekt for dem, der skal bruge det, for eksempel de kommende beboere, hvis det er beboelsesbyggeri, det handler om. Hvis fornuften skal sejre, skal de have afgørende indflydelse på projektet. Og det får de kun, hvis de spørges, mens det endnu er realistisk at ændre på tingene eller eventuelt aflyse det hele.

Det er meget sjældent, tingene foregår sådan. Normalt beslutter en pengestærk bygherre at foretage en investering, så hyrer han/hun en arkitekt og beslutter sig for et projekt på forhånd. Og så har alle, arkitekter, ingeniører, håndværkere, arbejdsfolk at rette ind og virkeliggøre projektet. Bagefter kan så de eventuelle kommende beboere beslutte sig for, om de vil bruge det færdige byggeri, sådan som det nu engang er blevet, eller de hellere vil sove i vejgrøften.

Og det er et udmærket billede på, hvordan tingene foregår i vores samfund. Derfor sejrer fornuften ikke. Skulle den det, skulle ideerne komme fra brugerne selv og investeringerne fra en fælles samfundspulje. Eksperterne skulle omsætte brugernes ideer til projektforslag, og brugerne skulle igen i sidste ende beslutte sig for eller imod forslagene.

Men det vil nok kræve, at det ikke bare er politikere, vi skal have skiftet ud, det er hele samfundets beslutningsproces.