af Kjeld Stenum

Ifølge vore politikere er det grå guld en allerede eftertragtet vare, der vil blive stedse mere efterspurgt i de kommende år. Så længe det altså tilbydes som vare. Det gør det nemlig ikke automatisk. For gråt guld er en lidt genstridig vare med den for varer så sjældne egenskab at være udstyret med personlig vilje, der gør, at så snart det øjner en mulighed for at overleve uden den daglige nedslidning, der er denne vares særlige brugsværdi, så trækker det sig tilbage.

For at undgå, at dette sker, destruerer de fleste europæiske samfund, stærkt understøttet af EU og centralbankernes anbefalinger, det sociale sikkerhedssystem, det grå guld selv har betalt for opbyggelsen af gennem et langt arbejdsliv, og som skulle muliggøre tilba­getrækningen fra den daglige nedslidning. Vi kender det blandt andet fra den franske regerings bestræbelser på at forhøje pensionsalderen og herhjemme fra mange politiske kræfters ihærdige bestræbelser på afmontering af efterlønnen.

Destruktionen af sikkerhedsnettet tvinger det grå guld til at forsøge at ofre den langsigtede overlevelse på den umiddelbare overlevelses alter. Det hjælper ikke at ville overleve på langt sigt, hvis det koster så meget, at man ikke har til dagen og vejen. Så for at undgå den øjeblikkelige dødbringende elendighed vælger det grå guld at søge den langsomme pinefulde ihjelslidning på arbejdsmarkedet.

Nej, det duer ikke. Min plan var at opnå en satirisk effekt ved at holde beskrivelsen af det grå guld i et strengt neutralt sprog, som drejede det sig udelukkende om en vare og nogle økonomiske mekanismer. Men det grå guld er ikke bare en vare på et arbejdsmarked, selv om regeringerne i vore lande behandler det sådan. Helt ned i det sproglige protesterer vore forestillinger om, hvad et menneske er, imod at lade sig reducere på den måde. Så her er lidt fra det virkelige liv:

For godt et år siden faldt én af mine arbejdskammerater ned. Han havde allerede da passeret efterlønsalderen og var – er – stærkt plaget af slidgigt, men vægrer sig alligevel ved at holde op og gå hjemme på efterløn. Hvorfor, skal jeg ikke kunne sige. Måske er det en anstrengt økonomi og udsigten til 65 års-udholdenhedspræmien, måske er familielivet ikke helt sådan, at det frister ham til at tusse rundt derhjemme, det skal jeg ikke blande mig i.

Det, som er væsentligt, er, at han fortsat tilbyder sig selv på arbejdsmarkedet, selv om han har alderen til at trække sig tilbage, og hans helbredstilstand også siger, at han bør. Netop sådan som vore regeringer og centralbanker gerne vil have os til.

Det hjælper ikke at ville overleve på langt sigt, hvis det koster så meget, at man ikke har til dagen og vejen.

Han er ikke så hurtig, som han har været, bestemt ikke, men han har mange års erfaringer og kan sagtens sættes sammen med unge mennesker, der ikke kan finde ud af tingene endnu, og gøre gavn for sin løn på den måde. Men han vil jo gerne også det, han ikke kan. Han vil vise, at han kan hænge på, og det vil han, fordi han godt ved, at kniber det med det, er der ikke langt til de fem tæer i røven.

Så da vi byggede bro, kravlede han op for at stille forskalling op. Nej, det var vist ikke helt efter forskrifterne at kravle der, hvor han kravlede. Men ingen havde rigtigt sagt, at han skulle, firmaet havde heller ikke givet ordrer om, at der ikke skulle bruges tid på ordentligt stillads, det var bare meget kompliceret at lave netop der, det ville bremse mange mand, hvis vi skulle vente på det, og vi var på akkord.

Så det var lidt uklart, om han stod til bøde for at have kravlet derop, det får man jo nu om dage, hvis man overtræder sikkerhedsforskrifter. Og han havde jo bare villet fremme sagen… Men han faldt altså ned. Omkring fire meter, beton nedenunder, på en eller anden måde fik hans gamle gigtkrogede krop afbødet faldet, så han bare lå og sundede sig i nogle øjeblikke, så rejste han sig, forvirret af chokket og ville arbejde videre. Det blev det nu ikke til. Han var hvid i hovedet og rystede, så han knapt kunne stå, og blev straks kørt på skadestuen. Men intet var brækket og ingen indre organer slået i stykker.

Han kom på arbejde igen efter få uger. Nu begyndte byggekrisen cirka samtidig at kunne mærkes, og siden er der blevet lagt pres på de efterlønsmodne i firmaet på så systematisk vis, at jeg dårligt kan læse anderledes, end at der på topplan i firmaet må være truffet beslutning om, at man forsøger at tilpasse arbejdsstyrken til den slunkne ordrebog på den måde. De har vel regnet ud derinde bag deres skriveborde, at sådan slår de to fluer med ét smæk: De undgår fyringer og den ballade, de kan give, og de får skilt sig af med, hvad de mener er sjakkenes mindst effektive elementer.

Presset mod min omtalte arbejdskammerat bestod i, at han fik »tilbudt«, at han kunne få lov til at blive ved med at være på pladsen, imod at han gik ned på grundlønnen (en 30-40 kroner i timen under akkorden). Et »tilbud«, han til firmaets store fortrydelse tog imod. Så nu har de måttet opgive denne moderne etisk ansvarlige omsorg for de ældre medarbejdere og gribe til direkte fyring. Han er i sjakket endnu, han har nogle ugers opsigelse på grund af anciennitet, men han er fyret.

En anden af mine gamle arbejdskammerater, som også er over tres, men havde valgt at fortsætte alligevel, blev for nylig spurgt af ledelsen på den plads, hvor han nu var, hvornår han havde tænkt sig at stoppe. Han lugtede nok, hvad det trak op til. »O.k., jeg stopper nu,« sagde han, lagde sit værktøj og gik. Siden har ingen set ham.

Konklusion er der ikke plads til. Drag den selv!