De blev hverken lykkelige eller velfungerende af det, men de blev mindre besværlige

af Kjeld Stenum

Den 20. oktober udkommer en bog af historikeren Jesper Vaczy Kragh, som allerede før sin udgivelse er godt i gang med at vække furore. Den hedder »Det hvide snit« og handler om psykokirurgiens historie i Danmark gennem de seneste godt hundrede år.

Det, som yderst berettiget vækker opsigt omkring bogen, er den hidtil ufortalte historie om, hvordan ikke blot sædvanlige psykiatriske patienter, men især psykisk udviklingshæmmede har været udsat for en psykokirurgi, der har meget svært ved at dokumentere nogen gavnlig effekt, men som til gengæld kan være både invaliderende og direkte livsfarlig. Ifølge en artikel om bogen i Kristeligt Dagblad 23. september har i alt 4500 danskere været udsat for det grove psykokirurgiske indgreb, der kaldes det hvide snit, eller på lægesprog lobotomi, og som de fleste af os andre kender om ikke andre steder så fra den berømte film »Gøgereden«.

Mere end 300 af disse operationer blev på Rigshospitalet og Århus Kommunehospital udført på psykisk udviklingshæmmede i perioden fra 1947 og frem til 1983. Først da blev det standset af ombudsmanden. Operationerne blev udført blandt andet på børn helt ned til seksårsalderen, adskillige døde af indgrebet, heriblandt en pige på kun 11 år. Fra en enkelt institution (Andersvænge) døde hele 7,6 procent af patienterne.

Dette er altså nogle få nøgne facts om, hvad vi i vort land har valgt at gøre imod nogle af vore svageste medborgere. Jeg skriver helt bevidst »vi« her. For jeg er ikke i tvivl om, at de psykiatriske læger i særlig grad vil blive skydeskiver i den debat, som bogen utvivlsomt vil rejse. De har da også et stort ansvar, for de har undladt at dele deres ekspertviden om den yderst begrænsede gavnlige effekt og de mange skadevirkninger af indgrebene med hele befolkningen, hvilket måske kunne have rejst den dybt nødvendige debat tidligere.

Men jeg er også af den opfattelse, at vi alle har et moralsk medansvar. For det at lægerne kunne bevare en konsensus om det formålstjenlige i at fortsætte den dybt diskutable praksis i så mange år – og endda efter Anden Verdenskrig og altså med baggrund i de tragiske erfaringer med nazisternes politik i forhold til samfundets allersvageste – har ikke kun at gøre med lægelig arrogance og manglende vilje til at leve sig ind i deres patienters ulykkelige skæbner. Det har også at gøre med en almindelig behandling i samfundet af de psykisk udviklingshæmmede som mennesker med ringere værdi.

For forståelsen af, at også psykisk udviklingshæmmede har behov for at have en funktion i samfundsfællesskabet for at opbygge selvværd eller personlig værdi og trivsel er meget ny. Den sædvanlige opfattelse har indtil de allerseneste årtier været, at de var besværlige, og det mest handlede om at opbevare dem på den mindst ressourcekrævende måde.

Til det var lobotomi-operationen ganske egnet. For én af de effekter, lobotomi oftest medførte, var, at patienterne mistede alt initiativ, herunder vanskeligt kontrollerbare aggressioner. De blev hverken mere lykkelige eller velfungerende af det, men de blev mindre besværlige. Undertiden fik de epilepsi, og undertiden døde de ligefrem. Men samfundet foretrak disse på kort sigt billigere bieffekter fremfor for eksempel at forbedre rammerne for en psykisk udviklingshæmmet pubertetsknægt, som blev aggressiv af at leve i en verden, hvor arbejdsmarkedet ikke ville vide af ham, og hvor hans vågnende seksuelle fordringer var tabu.

Det lader til, at Danmark ikke blot har fulgt en international trend i denne sag. Tværtimod, ifølge hvad det fremgår af omtalen af bogen, har vi anvendt også de groveste psykokirurgiske indgreb mere her i landet, end man har i de fleste af de lande, vi traditionelt sammenligner os med.

Det er en kedelig historisk tradition omkring behandlingen af samfundets allersvageste, forskerne finder ud af, at vores land har. For vel godt ti år siden skrev historikeren Lene Koch, at Danmark var i forreste række med racehygiejniske tiltag, for eksempel blev tvangssterilisering anvendt i denne sammenhæng helt frem til tresserne. Nu får vi altså en bog, som dokumenterer grove psykokirurgiske overgreb på psykisk udviklingshæmmede frem til 1983.

1983 er virkelig ikke ret længe siden. Og lur mig, om ikke den tankegang, der gjorde disse overgreb mulige, findes og trives endnu. Jeg har i hvert fald selv langtfra oplevet årene siden da som en march ad den humane fremskridts smalle sti, selv om måske lige netop de psykisk udviklingshæmmede for tiden har det en kende bedre.

Jeg tror, vi må indse, at det kapitalistiske samfund kun vil kendes ved borgere, der egner sig til den mest effektive profitproduktion. Kun den toptunede arbejdskraft er interessant. Resten vil kapitalisterne egentlig helst skrotte, for det er det billigste. Og især i krisetider er kapitalisterne under pres for at tænke sådan. Derfor bliver højreekstreme politiske strømninger interessante for dem.

Så længe de fleste af os ikke ønsker at bryde med kapitalismen, må det være sådan. Men det er spild af menneskelige ressourcer og destruktivt for menneskelig selvværd. Og en anderledes fremtid vil fordømme os som barbarer.