Arbejderklassen har, igen, fået fornøjelsen af at skulle bære den kapitalistiske økonomi igennem sine kriser.

Det er ikke altid at overfladen fortæller hvad der er inden i. Tilsyneladende ser det ud som om, at den borgerlige magt sidder trygt og godt i Europa. At det er dem der, sammen med socialdemokraterne, skal regerer butikken. Trygt?

Hvis vi ser bort fra krisen - kriserne – for der er jo ikke nogen stærk og systemændrende kraft der bare nærmer sig noget der ligner en samfundsbærende modkraft.

Arbejderklassen har, igen, fået fornøjelsen af at skulle bære den kapitalistiske økonomi igennem sine kriser.

Det var krystal klart i 2008 da finanskrisen ramte, og da regeringerne svarede igen ved at poste milliarder i bankerne, at de penge ville mangle i statskasserne en dag. EU's finansministre sagde det højt og tydeligt.

Det er nu
Grækenland, Spanien, Portugal, Italien, Irland med flere er på vej ned ad slisken. Og for at undgå det frie fald, bliver der skåret i lønninger og sociale ordninger, der bliver fyret med videre.

For få år siden var Irland et sted som politikere, erhvervsfolk og kommuner rejste til for at se hvordan de skabte deres økonomiske mirakel. Det gik så strygende i Irland. Det var det irske mirakel. Lidt ligesom Farum kommune i sin tid.

Bare 30 procent
Få år efter er Irland ved at gå bankerot. Staten har i ugens løb måtte punge ud med 220 milliarder koner. for at redde landets næststørste bank.

Det lyder af mange penge. Det er det også. Beløbet svarer til et års skatteindtægter. Redningen af én bank betyder, at det som irlænderne i ét år betaler i skat er en direkte konsekvens af et økonomisk system og den uansvarlighed det uafvendeligt fører med sig.

Professor i økonomi på det irske Trinity College, John O'Hagan, sagde forleden: ”Først var det Grækenland og siden Spanien. De glemmer blot, at for irernes vedkommende skal vi nok komme igennem det. Vi er klar til at bide i det sure æble og tage en lønnedgang på 30 procent, hvis det er det, der skal til, for at få budgettet til at gå i nul”.

Italien er også i økonomisk krise. Men dertil i en efterhånden fuldstændig absurd politisk krise også.

Den fuldstændigt arrogante Berlusconi-regering – i et land der i stigende grad præges af en mafiaøkonomi – har ikke italieneres bedste for øje.

Berlusconi regerer tilmed på Liga Nords nåde. En af lederne fra det parti kaldte forleden indbyggerne i Rom for nogle svin. Det er ren tale.

Krise og det politiske system i Italien kan blive en farlig cocktail, der kan påvirke hele korthuset. Sjov nok anses de mange, der gik på gaden i ugens løb for at protestere mod den EU-orkestrerede krisepolitik, for at være de uansvarlige.

Hvordan kan folk gå på gaden, når samfundet og staten fattes penge?

Nu går finanslovsforhandlingerne i gang og kommunerne har svunget deres sparekniv.  Det er som om, at vi er ramt af en forkølelse, der bare skal gå over, hvis vi tager medicinen.

Krisemanagement
Da krisen ramte i 2008 turde den borgerlige magt ikke tage hele smækket på én gang. Det var en totrinsraket.

Først penge til bankerne gennem gældsættelse af staterne. Dernæst udskrivning af regningen til borgerne.

Det ville have været ren snak, hvis man havde sagt: Ok, samfundet kører videre, men I skal lige betale en ekstraskat på 50 procent for at holde den kapitalistiske økonomi kørende.

Det interessante ved 2008 krisen var jo, at det overalt i verden, måske allermindst i Danmark, udløste diskussioner om selve systemet.

Er det kapitalistiske økonomiske system overhovedet brugbart i et moderne samfund, hvor vi ved så meget om organisering og styreformer, videndeling, bæredygtighed og så videre?