…Det er afstressende at lave pis med grundene til stress…

af Kjeld Stenum

Forleden blev et par af mine tidligere sjakkammerater ude fra det skæve hotel på Amager fyret. Der var tale om to gamle rotter, dygtige og hurtige til deres arbejde og meget selvstændigt arbejdende. Altså alt det arbejdsgiverne gerne vil have.

Efter hotellet var de endda blevet flyttet til en anden plads, men desværre for dem jo altså som sidst tilkommende, så de havde fået fem tæer i røven hver. Vi hørte det gennem firmaets lastbilchauffør, som ved alt det væsentlige, firmaet synes, det er uvæsentligt at informere os om.

Helt ærligt rystede det os lidt, selv om vi plejer at lave pis med det, når folk på det øvrige arbejdsmarked skal have krisehjælp og deslige i forbindelse med fyringer. Vi har alle sammen prøvet at blive fyret masser af gange, ingen har nogensinde snakket om krisehjælp til os. Men nu med de her to: Sådan set er det jo fair nok, at gamle rotter lige så vel som unge grønne knægte rammes af den uskrevne regel om sidst ankommet, først ud.

Men det er faktisk ikke særlig almindeligt, at den regel får lov til at virke. De fleste entreprenørfirmaer og heriblandt også det, jeg går i, sørger altid for at skaffe en kerne af de dygtigste folk ind et eller andet sted, så de reelt aldrig bliver fyret. Og de to, som nu var røget ud, tilhørte uden diskussion denne faste kerne. Derfor rystede det os lidt.

Det sagde os, at det åbenbart stadig kniber gevaldigt for firmaet at skaffe arbejde, og det siger jo noget om vores egne fremtidsudsigter, når vi bliver færdige, hvor vi er nu.

Jeg tror, det var samme dag, vi på forsiden af gratisavisen MetroXpress læste, at forskellige undersøgelser på det seneste har vist, at ufaglærte og bygningshåndværkere i Danmark i meget høj grad er udsatte for stress. Man anser det som en af de væsentligste grunde til den betydeligt lavere levealder og overhyppigheden af det, man noget misvi­sende kalder livsstilssygdomme (højt blodtryk, type 2-diabetes, fedme og så videre) blandt ufaglærte.

Jeg læste overskrifterne højt for de andre i skuret i middagspausen. Vi grinede lidt af, at vi skulle være stressede. Det ville de fleste danskere gøre. Ifølge artiklen er det almindeligst at mene, at det er folk i høje stillinger med masser af ansvar, som i særlig grad rammes af stress. Og ufaglærte og især håndværkere er konger i deres eget liv og ikke sådan at flytte rundt med, hverken for kunder eller arbejdsgivere, og i hvert fald ikke stressede. Men det er en myte.

Det er ufaglærte og håndværkere, som i særlig grad rammes af stress. Én af grundene til det er netop, at vi ikke er konger i vore egne liv. Vi har ikke ansvar for andet i forbindelse med vores arbejde end dets udførelse. Vi må tværtimod ligge under for andres beslutninger, både om arbejdsopgaver, om arbejdsprocesser, om tempo og om lønvilkår for slet ikke at snakke om, hvorvidt vi i det hele taget skal være ansatte eller ej.

Og føler vi, ting er forkerte eller uretfærdige, har netop vi ufaglærte og håndværkere særlig ringe mulighed for at influere på det. Netop det at blive låst fast i afmagt overfor noget, man føler som uretfærdigt, er i særlig grad stressende.

Det er ganske alvorligt, det eksperterne hævder i artiklen. Jeg tror på den. Ser jeg rundt i kredsen af makkere og bekendte, kan jeg også kun se artiklens påstande bekræftet.

Tidligere makkere på min egen alder er væk, og »livsstilssygdommene« florerer vildt. Jeg ved også godt, at et sted dybt nede i mig selv ligger uformulerede fremtidsbekymringer og rumsterer. Alligevel sidder også jeg og griner af, at vi skulle være stressede.

Til andre tider slås vi indædt for retten til at drikke en bajer til madpakken eller ryge en smøg i skuret. Og når diverse sundhedsguruer prædiker om sund kost og motion, er vi mest tilbøjelige til at lave grin med det, de siger.

Indimellem hører man det argument, at vi dyrker en macho-kultur på byggepladserne, og vi derfor selv er lidt skyld i det, hvis vore problemer bliver ignorerede. Det er først og fremmest os selv, der ignorerer dem. Og overfladisk set kunne det jo godt se sådan ud.

Men det er ikke for at være macho, at jeg griner med. Jeg ved godt, vi kunne snakke alvorligt med hinanden om frygten for at blive fyret i stedet for at grine af tilbud om krisehjælp ved fyringer. Men hvad skulle det til for? Vi skal lave grundloven om, hvis vi vil lave om på mesters ret til at fyre os, og det skal vi nok være lidt flere til.

Vi ved også, vi kunne vælge sundere livsstil, hvis vores hverdag rummede plads til at dyrke mere motion, eller hvis vi havde bedre råd til at prioritere sundere mad. Men vi har al den fritid og al den løn, som vi overhovedet formår at tilkæmpe os. At få rimelig fritid og rimelig løn er ikke noget, vi bare lige kan vælge. Hvad skulle det hjælpe at gå og tage tungt på hverdagens uretfærdigheder? Man kan blive meget træt og stresset af at være seriøs.

Vi vil hellere gå rundt og bilde verden og somme tider også os selv ind, at vi er konger. Vi får aldrig lov til at virkelig at glemme, at vi ikke er, for lige pludselig bliver selv den mest erfarne rotte fyret, eller en makker får en skidt diagnose til en helbredsundersøgelse.

Men det er afstressende at lave pis med grundene til stress. Det laver ikke om på noget, men det får os måske til at leve lidt længere. Og det laver heller ikke om på noget at snakke seriøst om ting, som man alligevel ikke lige står og har magten til at ændre.

Den dag, den magt måtte være indenfor rækkevidde, er man nok mindst lige så godt rustet til at gribe ud efter den, hvis man har klaret at holde sig selv i live så længe.