…Borgerlig ytringsfrihed handler kun om, at man har ret til at ytre sine holdninger uden at skulle straffes…

af Kjeld Stenum

Den borgerlige ytringsfrihed

For en uge siden havde denne avis en leder, som anklager vore ledende politikere for dobbeltmoral i deres forsvar for ytringsfriheden.

Med den ene hånd forsvarer de højrefløjens ytringsfrihed, som vi for eksempel har set det i deres anklager mod vore svenske naboer for at undergrave det stærkt højreorienterede Sverigedemokraternes ytringsfrihed. Med den anden hånd har de indført »terrorlove«, som bruges til at berøve dels Roj-TV’s, dels Foreningen Oprørs ret til at forfægte opfattelsen af, at organisationer som PKK og FARC ikke er terrororganisationer, men befrielsesbe­vægelser.

Jeg er fuldstændig enig i, at der er noget helt galt med de ting i forhold til vores sædvanlige sunde fornufts opfattelse af ret og rimelighed. Men i mine øjne handler intet af det om forsvar for ytringsfriheden, det er kun et skalkeskjul. For mens en kriminalisering af Roj-TV og dommen mod foreningen Oprør er ret så håndfaste indskrænkninger af ytringsfriheden, har der ikke været skyggen af tendens til angreb på Sverigedemokraternes ytringsfrihed i den nu verserende sag, så vidt som medierne har gengivet den.

Det drejer sig om, at en svensk tv-kanal har nægtet at vise en valgvideo, som man opfattede som havende racistiske undertoner, og at Sverigedemokraterne – ligesom i øvrigt alle andre svenske partidannelser uden parlamentarisk repræsentation – er blevet forment adgang til den afsluttende partilederrunde.

Men borgerlig ytringsfrihed handler kun om, at man har ret til at ytre sine holdninger uden at skulle straffes eller forfølges af den grund. Ikke at der skulle påhvile samfundet eller privatpersoner nogen form for pligt til at fremme éns holdninger. Tværtimod, enhver redaktør eller ansvarshavende tv-direktør har ret til at bortredigere indlæg, man ikke har lyst til at bringe, man er ikke engang forpligtet til at begrunde det.

Den borgerlige franske revolutions filosof Voltaire er blevet kendt for at skulle have udtalt (men aldrig skrevet), at han godt nok var stærkt uenig i en politisk modstanders synspunkter, men han ville slås til sin død for vedkommendes ret til at have dem. Det er det, borgerlig ytringsfrihed handler om: At alle straffrit skal kunne mene, hvad de vil, om hvad det skal være. Eller frihed for Loke såvel som for Thor, som vi asetroende nordboer plejer at sige.

Den borgerlige ytringsfrihed har godt nok principielle grænser, som handler om, at der ikke kan tillades uindskrænket ret til at ytre sig på måder, der kan indebære indskrænkninger i andres frihed. Altså, man må ikke opildne til handlinger, der krænker andres ret til at gå ind for en bestemt religion, politik eller lignende, eller på anden måde fremmer overgreb på andres holdninger.

Satte man ikke sådanne grænser, ville begrebet have selvmodsigende konsekvenser, der dybest set ville gøre det meningsløst. Du kan ikke have et retsvæsen, der på én gang skal beskytte nogles ret til at forfølge andre på grund af deres holdninger, og disse andres ret til at have holdningerne uden at blive forfulgt af den grund.

Men det er kun denne abstrakte ret til at være fri for straf og forfølgelse på grund af sine meninger, ytringsfriheden i det borgerlige demokrati handler om. Ikke at man også rent faktisk skal have muligheden for at fremme sine meninger.

Det, din frihed garanterer dig retten til, er at investere i en ølkasse og udsige din uforbeholdne mening på det lokale torv (forudsat du ikke krænker offentlig ro og orden) eller sende et pip ud i internettets informationshav, der efterhånden er blevet så stort, at fidusen med ølkassen nok er ved at have større effekt.

Ingen ytringsfrihed giver dig ret til at brokke dig i landsdækkende tv i Prime Time eller blot få et beskedent læserbrev optaget i Politiken eller Arbejderen (men prøv Arbejderen alligevel!) Og ingen har anfægtet Sverigedemokraternes ret til at investere i en ølkasse og stille sig op på det lokale torv.

Måske burde deres ret til det anfægtes, ligesom mange udtalelser fra medlemmer af søsterpartiet Dansk Folkeparti om tilhængere af islam overskrider grænsen for, hvornår friheden til at vælge religion krænkes. Men svensk tv’s kanal 4 har ikke forsøgt at trække disse nødvendige grænser for den borgerlige ytringsfrihed. Slet ingen har forsøgt at forbyde Sverigedemokraternes valgpropaganda. Nogle har blot nægtet at medvirke til at fremme det.

Det handler om, at Sverigedemokraterne kræver positiv særbehandling og anser sig som havende større ret til at få deres holdninger fremmet end os andre og føler sig krænkede, hvis ikke de får det. Og bliver bakket op af et hysterisk Dansk Folkeparti, der kræver internati­onale valgobservatører sendt til Sverige, fordi visse demokratiske spilleregler ville være blevet krænket, hvis det svenske demokrati var skruet sammen nøjagtigt som det danske. Og det er det ikke. Svensk tv er nødt til at begrænse og redigere, fordi enhver i Sverige må kalde sig partileder og stille op til valg uden at samle 20.000 underskrifter først. En uredigeret partilederrunde kan hurtigt blive endeløs under de vilkår.

Så stop klynkeriet, kære højrefløj! Jeres »problemer« har været eksistensvilkår for alle os andre altid. Hvis det, I egentlig ville snakke om, ikke blot var den borgerlige abstrakte ytringsfrihed, men den reelle ytringsfrihed, der ligger i så også at have lige ytringsmuligheder, må I nok droppe jeres højreorienterede arvegods og i stedet give jer til at læse socialistisk litteratur, for eksempel Karl Marx.

For det er blandt de røde og ikke blandt jeres egne, I skal finde interesse for den side af sagen. Det indebærer demokratisk styring af diverse avis- og tv-mediers redaktioner og kan derfor ikke tilvejebringes uden at krænke den private ejendomsret. Og det vil I nok ikke være med til. Eller hva’?