Den enkelte er meget ubeskyttet og meget sårbar i det meget nære fællesskab.

af Kjeld Stenum

Hvad er fællesskab for noget? Igennem årene har jeg tit været tvunget til at spekulere over det, fordi jeg er jord- og beton’er. Vi jord- og beton’ere arbejder oftest i sjak. Sjakkene brydes meget tit op, fordi byggepladser jo altid er midlertidige og næste arbejdsplads ofte kræver en anderledes bemanding.

Desuden flytter et byggefirma tit rundt på sine folk, dels fordi særlig presserende opgaver undertiden gør det nødvendigt, men en gang imellem også for at skille folkene i et sjak, som firmaet opfatter som besværligt, fra hinanden. Jo, det sker, kære arbejdsgivere, lad blot være med at benægte det!

De sjak, firmaet opfatter som besværlige, er ofte dem, vi andre opfatter som de bedste. De lever sjældent længe. Navnlig af den grund kommer man ofte til at spekulere, hver gang man kommer fra et godt sjak til et dårligere. Men i det hele taget gør bare det, at man skifter makkere så tit, at man hyppigt tænker over det.

Måske har det også at gøre med den tid, jeg var ung i. Det siges jo, at vore holdninger grundlæggende formes i vores tidligste ungdom. Og jeg var ung sidst i tresserne og i halvfjerdserne.

Dengang eksperimenterede rigtig mange unge mennesker med forskellige måder at leve sammen på, og mange organiserede sig også politisk for at finde ud af, hvordan man lavede samfund, der var organiseret som fællesskaber i stedet for som klassesamfund.

Jeg var én af disse mange, jeg boede en tid i kollektiv, og jeg søgte ind i forskellige politiske organisationer. Jeg opdagede jo allerede dengang, at det ikke var altid, jeg befandt mig godt i et fællesskab. Tit tænkte jeg, at det nok var mig, det var galt med.

Det var almindeligt at anse fællesskab for noget godt og rigtigt, og havde man svært ved at tilpasse sig, var det nærliggende at opfatte det som udtryk for individualisme. Og individualisme var en dårlig borgerlig eller småborgerlig ting. Men måske er tingene ikke helt så simple.

Det var i den kolde krigs tid, hvor verden var delt op i en socialistisk blok og en kapitalistisk blok. I det røde Kina havde de en kulturrevolution, og den var mange af os betaget af, heriblandt undertegnede.

Kineserne var organiserede i folkekommuner, hvor man gennem blanding af praktisk og teoretisk arbejde og gennem kritik-selvkritik-kampagner opbyggede og styrkede et samfundsfællesskab på en meget direkte måde. Troede vi. Og mange steder efterlignede man folkekommunernes arbejdsmetoder, blandt andet på Tvindskolerne, hvor en del af mine venner og bekendte deltog, og som jeg også selv fik et overfladisk kendskab til gennem deltagelse i et kortere kursusforløb på gæsteskolen.

Senere måtte vi jo erkende, at kulturrevolutionen i Kina faldt fra hinanden. Og nogle af mine venner, som havde deltaget i de meget intensive kurser på Tvindskolerne, flygtede fra stedet, fordi det blev for meget for dem, kritik-selvkritikmøderne gik alt for tæt på dem personligt, og det krævede virkelig noget at sejle op imod en hel forsamling, der var blevet enig om, at man var ude i noget politisk snavs.

Så fællesskaber kan blive overskruede. Flertal kan tage fejl. Og man skal heller ikke være blind for, at også højreekstremismen betjener sig af fællesskaber. Vi mennesker magter jo kun livskampen i kraft af fællesskab og føler oftest en lettere beruselse ved at blive lukket ind i varmen i den ene eller den anden flok.

Men frygten for at blive lukket ude igen eller få de andre imod os kan få os til at sige ja til ting, som egentlig er os imod. Den enkelte er meget ubeskyttet og meget sårbar i det meget nære fællesskab. Fællesskaber er meget egnede redskaber til magtpolitik, men det er langtfra lige så oplagt, at det også bliver dem, der inviteres ind i fællesskabet, som får den magt.

Højreekstremismerne midt i forrige århundrede er de værste eksempler på frygt-fællesskaber, men også fra hvad der begyndte som ærlige forsøg på at realisere socialisme kendes mange meget grove eksempler på, at fællesskaberne som magtmiddel er blevet misbrugt.

Undertiden er grænsen imellem, hvornår et fællesskab er båret af entusiasme, og hvornår det er båret af frygt, hårfin. Men i mine øjne er det først og fremmest den grænse, der skiller højreekstremisme fra socialisme. Derfor må vi også vide alt om den, hvis vi vil gøre os håb om at lave en socialisme, som kan bære.

Jeg synes, man kan lære en del om den grænse i et arbejdssjak. I en del sjak bliver der for eksempel kommanderet meget, og der er kort til at hænge den ud, der dummer sig. Men de, der hænger andre ud, er tit drevet af frygt for selv at komme til at dumme sig.

I andre sjak får den uøvede passende opgaver og plads til at finde sine egne måder og bygge sig selv op, og man er god til at udvise respekt for hinanden som personer og tage højde for hinandens stærke og svage sider. Det er næsten alfa og omega for sjakkets trivsel, at man forstår at respektere, at vi alle har brug for det personlige frirum omkring os, hvor vi finder os selv og bygger os selv op. Det er ikke at være på tværs af det fælles at have brug for det frirum.

Målet med det fælles bør jo være, hvad vi som personer føler, vi står inde for. Men sjak, der er gode til den slags fællesskaber, udvikler som regel også stort sammenhold i konfliktsituationer og splittes hurtigt af arbejdsgiverne.

Hvorfor jeg kaldte denne Skærveknu­ser for »Frihedens Rige«? Fordi det er det, det handler om: At i fællesskabet kan vi en masse, vi ikke kan som individer eller splittet op i klasser. Frihed er et fællesskab, der lykkes.