Tal og statistik er godt til nogle formål. Men god socialpolitik kræver, at man tør at give sig tid til at se de store sammenhænge, og ikke forfalder til hurtige konklusioner.

Af Preben Brandt

Hvor svært kan det være for én, der har fået ekspertstatus, sådan lige, på ikke mere end ti sekunder, at sige i den sene TV-avis, hvad der skal gøres for at sikre, at antallet af hjemløse med anden etnisk baggrund ikke stiger yderligere?

Eller at komme med et lige så kortfattet forslag i et radioprogram, til hvad der skal gøres for at formindske antallet af udsættelser af lejere fra deres boliger?

To gange i løbet af den sidste måned er jeg blevet mødt med en forventning om, at jeg kunne levere sådan et svar.

Kort, altså helst på ti, og i hvert fald ikke over 15 sekunder, og så videre med nyhederne.

Selvfølgelig er jeg ikke den eneste, der hopper på og forsøger at udtænke et kort, klart og klogt svar. Det hører jeg dagligt i radio og TV.

Man kan jo bilde sig ind, at det kan have en betydning for den sag, man nu kæmper for. Eller er det bare en forfængelighed - det er jo ikke dårligt at være ekspert - man får tilfredsstillet?

Og ja, det sker også, at man bliver udfordret på den måde i en opringning fra et dagblad.

Det er nu ikke en mediekritik, jeg er i gang med. Jeg ved godt, at de fleste nyhedsmedier også dyrker det mere seriøse og åbner for lange og mere dybdegående analyser af socialpolitisk stof.

Bag statistikkerne
At jeg tilfældigvis blev stillet disse spørgsmål og afkrævet hurtige, korte svar i min sommerferie, gav mig mulighed for i ro og mag at tænke lidt længere over denne måde at behandle socialpolitiske problematikker på.

Måske tager jeg fejl, men jeg har det indtryk, at ønsket om at få lette, soleklare løsninger på komplicerede sociale forhold er ret udbredt – som om der er gået naturvidenskab og simpel logik i forståelsen af socialpolitiske dilemmaer.

Vi må kunne sætte problemerne på en formel og så er det jo bare at regne på det og så ligger resultatet der, synes det at blive mere og mere almindeligt at tænke.

Det kommer der bare ikke ret meget menneskelig socialpolitik ud af. Det fører ikke til forsigtig fornemmelse af det sammensatte og uforudsigelige.

Jeg er på den anden side dog heller ikke blind for nødvendigheden af at have beregninger, som for eksempel en fattigdomsgrænse eller tal på hvor mange der udsættes af deres bolig. Sådanne tal fortæller os én ting.

Men det komplicerede, levede liv har krav på, at der også fortælles en helt anden omfattende, sammensat historie, hvis vi drømmer om at ændre på noget.

Lad mig vende tilbage til de to sociale forhold, jeg begyndte med. Flere hjemløse med indvandrerbaggrund og flere udsættelser af lejere.

Sådan stillet over for hinanden, kan man måske få en formodning om, at der kunne være en sammenhæng mellem de to problematikker. Og det er der.

I gruppen af udsatte lejere er der en overrepræsentation af enkeltpersoner og familier med indvandrerbaggrund.

Det hænger så igen sammen med, at der blandt de fattigste danskere også er en overrepræsentation af mennesker med indvandrerbaggrund.

Et simpelt svar på de to spørgsmål kunne derfor være, at nogle af os, flertallet kunne jeg påstå, tænker og derfor handler ud fra den overbevisning, at de dér fremmede ikke skal komme her og have det for godt.

Men det stopper ikke med den tankegang ved indvandrerne. Det samme gælder for så vidt alle fattige og socialt udsatte af enhver etnisk oprindelse.

Luk øjnene op
Lige nu er vi vidner til en ubehagelig diskussion omkring næste års satspulje, som kun vil være på en tredjedel af det sædvanlige, nemlig 300 millioner kroner i forhold til omkring en milliard kroner sidste år.

Satspuljen er som bekendt oprettet til at støtte nye sociale initiativer, som kan sikre bedre leveforhold til socialt udsatte gennem støtte, omsorg og optræning til for eksempel arbejde. Pengene tages fra overførselsindkomsterne, altså fra de fattigste selv.

Både den tilfældighed der råder over hvor mange penge, der vil være i puljen, den uretfærdighed, der ligger i måden pengene kommer ind i puljen på, og ikke mindst den kynisme, vi lige nu ser i regeringens måde at forholde sig til det voldsomt reducerede beløb til uddeling, siger mig, at der er behov for en anden, mere retfærdig og værdig måde at finansiere den særlige støtte til socialt udsatte på.

Over finansloven for eksempel, og dermed også med penge, vi alle i forhold til vores indtægt er med til at betale.

Jeg har svært ved at se andet end, at ordentlig socialpolitik med et stærkt fokus på de socialt set svageste borgere, kræver at man giver sig tid til at se de store sammenhænge, og ikke bare forfalder til hurtige konklusioner. Og at man undlader at stikke sig selv blår i øjnene.