Romaer er per definition kriminelle og har en kultur, der ikke er forenelig med danske værdier – ikke sandt?
Af Preben Brandt
Jeg vil godt bekende mig som en af dem, der udover at være dansker også føler mig som europæer.
Ja, jeg har lige så stærke følelser af tilhørsforhold til dansk som til europæisk kultur.
Derfor har jeg også næret en, måske naiv, tro på at det europæiske fællesskab ville skabe en ny, god og værdifuld social og kulturel enhed.
Selvom national socialpolitik ikke er en direkte del af EU-politikken har jeg set muligheder i de sociale initiativer, som er sat i gang af EU.
Jeg tænker for eksempel på, at det er et samlet Europa, der gennem EU har taget initiativ til at gøre 2010 til året, hvor fattigdom skulle reduceres ganske betydeligt. Og som har afsat penge til, gennem de foregående 10 år, at støtte fælleseuropæiske sociale projekter, der skulle sikre inklusion af de socialt svageste og fattigste borgere.
Det er så ærgerligt, at den danske stat ikke er fulgt efter med selvstændige indsatser, men tværtimod har gjort sit til, med en meget diskriminerende politik, at øge fattigdom og social udstødelse.
De stærkes union
Men jeg er altså også helt på det rene med, at Europa og EU ikke er ét og det samme.
EU handler langt mere om, hvad der kan betale sig. Arbejdskraftens frie bevægelighed er tydeligvis ikke skabt med henblik på et fællesskab i for alle borgere i alle EU-landene.
Det er de, der kan sikre flere værdier, der er velkomne rundt omkring. Ikke de socialt svage, ikke de fattige dårligt uddannede og ikke de, der har en anderledes livsform.
De, der er sådan, skal bare blive hjemme. Sådan handler man når det ideologiske grundlag er liberalt-kapitalistisk.
Grobund for racisme
Men dem, som vi helst er fri for, bliver naturligvis ikke hjemme. Det gælder folk fra Afrika, det gælder folk fra de fattigere nye EU-lande.
Og det udløser helt nye udfordringer for den nationale socialpolitik. Også her i landet.
Grobunden for fremmedhad, racisme og diskrimination er lagt med de udfordringer.
Skal de fremmede bare have lov til at komme her og tære på vores velfærd, så der ikke bliver noget tilbage til danskerne selv? Eller skal vi stramme os an og beslutte, at vi som grundlag skal behandle mennesker ordentligt?
I begyndelsen af juli, mens 23 rumænske statsborgere på et mere end tyndt grundlag blev udvist af Danmark, var jeg i Bukarest for at se eksempler på og udveksle viden om opsøgende gadeplansarbejde over for mennesker, der bor på gaden.
De 23 udviste fra Danmark var romaer, og det var overvejende som romaer, de blev beskrevet i aviserne og af de myndighedspersoner, der udtalte sig om sagen.
Og de er jo, romaerne, per definition kriminelle og har en kultur, der ikke er forenelig med danske værdier, ikke?
Det er i hvert fald sådan en del af de personer, der har udtalt sig i debatten, beskriver dem.
Den ny underklasse
En debat med racistiske undertoner er begyndt. En debat, der vil styrke idéen om, at den fri bevægelighed i EU-landene skal forbeholdes de effektive borgere.
En debat, der vil styrke den socialpolitik, der forbyder, at der ydes basal hjælp, som et sted at sove, hjælp til at komme i beskæftigelse og nødvendige sundhedsydelser til fattige migranter.
Sådan, at der i EU-landene skabes en underklasse af borgere med færre rettigheder end andre borgere.
Jeg er ikke i tvivl om at den samme udstødende politik gør sig gældende i Rumænien.
Men heldigvis for bevarelsen af min drøm om en fælles europæisk humanistisk kultur, mødte jeg socialarbejdere, der behandlede de mest udsatte borgere ens, uanset hvilken etnisk baggrund de havde.
Selvfølgelig skal vi her i Danmark ikke påtage os ansvaret for al fattigdom i verden eller i EU-landene.
Men jeg vil gerne lægge et ord ind for, at vi behandler alle, uanset etnicitet, kultur og nationalitet, og uanset anseelse og formueenhed, ordentligt.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278