Arbejdsløshed og statistik
SÅDAN SAGT
I Danmark har nogen besluttet, at når vi opgør arbejdsløshed, så tæller vi de arbejdsløse, som enten får dagpenge eller kontanthjælp og som ikke er sendt i aktivering.
Det kan unægteligt virke lidt underligt, for man er vel stadig arbejdsløs, selv om man er sendt i aktivering? Og man er desværre også stadig arbejdsløs, selv om man hverken kan få dagpenge eller kontanthjælp.
Så hvad er egentlig formålet med denne optælling?
I går udsendte Danmarks Statistik sin månedlige opgørelse over arbejdsløsheden. »Igen et lille fald i ledigheden« lød overskriften. Og i første afsnit kan man læse, at »fra april til maj faldt den registrerede ledighed med 2000 personer«.
2000 i aktivering
Læser man grundigt videre, kommer det dog frem, at den vigtigste ændring i forhold til måneden før, er at 2000 personer er sendt i aktivering.
Bruttoledigheden, det vil sige antallet af arbejdsløse inklusiv dem, som er sendt i aktivering, er det samme som måneden før. Helt præcist 161.100 personer, omregnet til fuld tid og korrigeret for sæsonudsving, som det hedder i statistikken. Det svarer til 5,9 procent af arbejdsstyrken.
Knap var statistikken udkommet, før beskæftigelsesminister Inger Støjberg udsendte sin glade pressemeddelelse om, at »ledigheden faldt med 2000 personer fra april til maj«:
– Jeg glæder mig over, at ledigheden falder og endnu en måned udvikler sig langt mere positivt, end prognoserne har forudset. Det vidner om, at regeringens krisepolitik har virket, lød det fra Inger Støjberg, som ikke med et ord kommenterede bruttoledigheden.
Udenfor statistik
Det gjorde til gengæld LO’s næstformand Lizette Risgaard:
– Vi har gennem flere måneder oplevet, at arbejdsløsheden er gået ned. Denne gang ser vi, at bruttoledigheden er uændret, fordi et stort antal er rykket videre i aktivering, og derfor ikke længere tæller med i arbejdsløshedsstatistikken. Det øger behovet for gode og relevante aktiveringstilbud, sagde næstformanden.
LO påpegede også, at de officielle arbejdsløshedstal ikke indeholder det store antal af danskere, som er arbejdsløse, men som ikke tæller med i statistikken, fordi de hverken er dagpenge- eller kontanthjælpsberettiget:
– Man skal være varsom med at overfortolke statistikken. De officielle arbejdsløshedstal undervurderer i højere og højere grad det reelle antal af arbejdsløse, fordi den store gruppe af ikke-registrerede arbejdsløse ikke tæller med i statistikken, sagde Lizette Risgaard.
Statistik kan være taknemlig, hvis man ikke læser det hele og politisk bestemmer, hvordan der skal tælles og opgøres.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278