Uden videre omtanke blander vi det hele sammen i en stor pærevælling.

Affaldsco2ntainer

af Hans Henrik Samuelsen

Enten gror det på marken, vokser på træerne, lever i havet eller hentes i undergrunden. Seks kontinenter og alt, hvad der omgiver dem, er indblandet – alle er leverandører af vores daglige forbrug.

Fødevarer og råstoffer indsamles og sættes i system. De adskilles, sorteres, raffineres, forarbejdes og sammensættes. Produkter fra nær og fjern finder vej til butikker, hvor de sættes i videre system.

Det giver ikke mening at lade mælk ligge og rode i bunker sammen med bleer, grapefrugt og opvaskemiddel.

Nogle butikker er ordnet i kategorier, som for eksempel en boglade fyldt med bøger. Andre forsøger at have det hele, som for eksempel et supermarked. Fælles for dem alle er, at vi finder dem, samler ind i dem og bringer hjem.

I vores hjem finder bøger vej til reolen, fladskærme hænges på væg, og i køleskabet holdes æg, grønsager og kød adskilt – som bestilt.

Med tiden, eller rettere hele tiden, når vi dertil, hvor vi ikke længere har brug for produkterne. Noget er rester, andet er emballage, noget tredje er bare blevet gammelt, slidt, utidigt eller uinteressant.

Her sker der et forunderligt brud i den nøje planlægning og kategorisering. Uden videre omtanke blander vi det hele sammen i en stor pærevælling.

Det forunderlige er, at plastikposen, der engang var olie, stadig er et stykke plastik, og papir og pap fra skoven stadig er papir og pap. Sådan kan man blive ved.

Essensen her er, at man har brugt en masse energi på at få råstofferne til blive brugbare. Når det hele er blandet sammen, får man det, vi kalder affald. Hvis man også kaster en kaffemaskine og et par batterier ned i containeren, har vi noget, vi ikke længere kan kalde et produkt; men i stedet noget der ligefrem er skadeligt.

Aluminiumsdåser, saftfyldte æbleskrog og halvtomme marmeladeglas køres til forbrændingsanstalten. Og man behøver faktisk ikke at have været spejder for at vide, hvad der kan brænde. Ovennævnte er ganske ubrugeligt og indgår ikke i opskriften på et godt lejrbål.

Ved at genbruge aluminium spares op til 95 procent af energien. For et kilo genbrugt plast er besparelsen 1,5 kilo CO2, og på et kilo papir sparer man 900 gram CO2.

Vi samler og systematiserer, ordner og gør ved, og så lige pludselige mister vi interessen. Det handler bare om at komme af med det og så hente noget mere i butikken.

Hvis vi har mejeriafdelinger, grønsagssektioner, flaskehylder, bladstativer og så videre, hvorfor er det så så