Livet er at være tilskuer til en uendelig lang fodboldkamp, hvor Danmark scorer mål hele tiden…

af Kjeld Stenum

Vi elsker vort land. Men ved midsommer mest. Vinteren kan være streng. Og det har den været i år. Der er mange, det ikke betyder så meget for. For et moderne samfund sørger for, at dem der er inde i varmen, de også har det varmt. Vi, som klamrer os til »indenfor«, men er lige på kanten til »udenfor«, må somme tider finde os i at fryse bitterligt for at holde varmen. Og ved gud, der har været perioder i denne vinter, hvor vi har frosset.

Når nordenvinden fik god fart hen over vores nystøbte motorvejsbro, og man stod ved sydenden og forsøgte at binde jern, mens frostsneen knøg ned i ansigtet på én, så man ikke kunne se, hvad man lavede, og fingrene blev stive og døde og ville ikke arbejde, skete det, man sendte en længselsfuld tanke til den årstid, vi nu går ind i. Den har ladet vente på sig i år. Forårets tulipaner sprang sent ud og er knapt afblomstrede. Syrenerne er blevet syge af kulde og frost og sne og væde og visner midt i deres pragttid.

Man er nok også selv ved at se noget afrakket ud, det var i hvert fald langt hen på foråret, før pigerne begyndte at smile til én i år… Men vi ved, den kommer, den danske skærsommer. Og nu – nu tænder vi bål på alle landets høje gamle hellige bakker for at sende signal til hinanden om, at den endelig er kommet. Nu breder vi favnen ud og lukker alle ind i varmen. Der er intet som vores fællesskab. Livet er at være tilskuer til en uendelig lang fodboldkamp, hvor Danmark scorer mål hele tiden… Vi æælsker vort land og tænder bålene på fædrenes gravhunde…

Vi æælsker vort land… Nu smører vi de hæse stemmebånd med brændevin som den gamle skærsliber og gør klar til at stemme i til sommerens pris. Nu lokker atter… Nu brænder vi alt det onde, mørke. Tankerne om vinterens trængsler, vi lader dem gå op i røg. Vintergigten i skuldre og knæ, vi lader det gå op i røg. Bekymringerne for at miste sit arbejde på grund af krise, bekymringerne for at blive tvunget til at fortsætte længere, end man kan… Vi lader det gå op i røg.

Bekymringerne, fordi de, der virkelig har ansvaret for, hvor skralt det står til, altid slipper for at tage ansvar og betale for den skade, de forvolder, og det så kommer til at hvile på os andre at holde samfundet kørende, skønt vore skuldre snart er slidt i smadder… Vi siger nåh pyt og lader det gå op i røg!

Bekymringerne over, hvad det skal blive til med retsstat og samfundsmoral, med samfundets sammenhængskraft, når de, der har ansvar, præmieres for ikke at tage det, og vi, der lægger ryg til deres beslutninger, lader os lokke til at kaste skylden for ulykkerne på vore egne og tilmed lader os lokke i krig i fremmede lande for at uddrive indbildte onde dæmoner i stedet for at gå i kødet på de virkelige ansvarlige og kræve dem til regnskab… Vi lader det gå op i røg, det er jo hekseuddrivelsernes tid.

Bekymringerne over, hvor slemt det mon virkelig står til, nu hvor alle de uundgåelige følgevirkninger af snart ti års krig i et fjernt og fremmed land begynder at boble og simre så meget, at de ikke længere lader sig holde under låg, og vi skimter en brøkdel af gruen, af blodsudgydelserne og alle tragedierne og rædslerne, som har været holdt skjult.. Nåh. Der skal jo meget skrap lud til at uddrive meget onde dæmoner... Vi lader det gå op i røg...

Vi lader det gå op i røg sammen med heksenes hyl og vilde klageskrig, når bålet når sit klimaks, og forsvinder i et befriende, funklende farvestrålende bragende festfyrværkeri i den blege sommernat, nu vasker vi tavlen ren og koncentrerer os om at se fremad.

For hekseuddrivelse er renselse. Lige siden tidernes morgen har vi mennesker renset os ved at drive vore hekse ud… Nej, måske ikke siden tidernes morgen. I de tidligste kulturer, af nogle kaldet de primitive, blev den, der havde forbindelser til de mægtige kræfter udenfor menneskenes verden, i det uendelige mørke udenfor bålenes bobler af lys, hverken fordrevet eller brændt. Tværtimod, han eller hun blev åndemaner og fik stor prestige i stammen, filosof og præst og læge i én og samme person.

Den, der evnede dialog med det, der var så meget større end mennesket, måtte selv være meget stor. Siden blev menneskene civiliserede og begyndte at anse alt, som ikke kunne bringes under kontrol af civilisationens oplysning, for urent. Og den, som bedrev omgang med det, dømte sig selv som uren. Alt urent skulle lukkes ude i fredløshed, fordrives fra samfundets beskyttelse.

Det gik især ud over kvinderne, for de havde mere direkte kontakt med en masse ukontrollable ting omkring livets tilblivelse og den slags, og det var især mændene, der gerne ville kontrollere i de fleste af de tidligste civilisationer. Sådan begyndte hekseuddrivelserne. De blev værre, efterhånden som kulturerne deltes mere og mere i klasser, for de nederste klasser var mørke og skumle og ukontrollable. Og hvis der er nogen, der ved noget om at drive hekse ud, så er det os i de såkaldte kristne kulturer, for siden middelalderens inkvisitionsdomstole har vi haft tradition for at gøre vore tanker rene ved at brænde dem, i hvis hoveder urene tanker opstod, på bål.

Særlig dygtige blev vi i den nordkristne kulturkreds, vi, der kalder os selv for protestanter, for aldrig har man brændt hekse som efter, at Luther afslørede, at djævle myldrer frem overalt på jord.

Allerdygtigst er vi dog blevet, efter at vore kulturer rejste ud og underlagde sig hele verden, da begyndte vi at indse, at hele folkeslag og hele trosretninger kunne repræsentere djævelskaben og burde bekriges og udryddes. Og det gør vi så. Udviklingshæmmede, romaer, jøder, muslimer…

Op mod årtusindskiftet gik lyset også op for os hyggesyge danskere, og nu drager vi også gladelig ud i verden for at slå nogle ihjel og markere grænsen mellem »indenfor« og »udenfor« i blod…

Vi æælsker vort land!