SKÆRVEKNUSEREN

af Kjeld Stenum

Richard Wolin hedder en i mine øjne meget læseværdig amerikansk filosof, som det giver en vis mening at betegne som post-post-modernist.

Postmodernismen er en akademisk strømning, som jeg ved flere lejligheder har røbet modvilje imod i denne spalte. Så det kan vel ikke komme bag på nogen, at jeg føler sympati for en filosof, der reagerer på postmodernisternes holdninger. Der er derimod måske nogle, der ville spørge, hvorfor jeg dog bruger energi på at skrive om disse dybt akademiske fortænktheder. Kan vi ikke bare ignorere dem?

Men det mener jeg ikke, vi bør. Akademikere lever i den samme verden som os andre. Vi står i vidt omfang i de samme valgsituationer og dilemmaer. Vi kan gøre de samme fejl som dem. Men deres fejl har større rækkevidde, for de fleste medlemmer af vore vestlige landes magteliter er uddannet på universiteterne.

Én af de holdninger, der har haft størst indflydelse, siden universitetsmarxismen gik nedenom og hjem i slutningen af halvfjerserne, og som stadigvæk har sine tilhængere, er den såkaldte postmodernisme, en rationalitets- og kulturkritisk strømning båret frem af især franske filosofiske navne som Levi-Strauss, Focault, Derrida med flere. Navne, der muligvis ikke siger læserne så meget.

Men der er tale om en ifølge egen selvopfattelse progressiv strømning, der tager udgangspunkt i et pessimistisk billede af verden som et efterhånden så opsplittet sted, at den enes subjektive værdier kan være lige så gode som den andens. Det lyder nok pessimistisk, men på den anden side jo også tolerant. Men som jeg før har skrevet, så er der meget kort fra lige gyldighed til ligegyldighed, og fra ligegyldighed til moralsk skrupelløshed.

Noget i postmodernismens holdninger minder mig lidt for meget om højre­ekstrem nihilisme og verdenstræthed som hos for eksempel nazisternes hof-filosof Friedrich Nietzsche. Det er da også netop, hvad Wolin fremhæver:

At de lader sig inspirere af det meget radikalt civilisationskritiske udgangspunkt hos filosoffer som Nietzsche, Spengler, Heidegger og psykoanalytikeren Carl Jung. Det har ingen af post-modernismens pionerer da heller selv lagt skjul på. Men de fleste af dem har ment, at det var muligt at tage udgangspunkt i den radikale civilisationskritik hos disse navne, der alle på hver deres måde har haft tilknytning til det yderste højre, uden at skulle føre til højreekstreme politiske standpunkter.

Det er nu Wolins pointe, at noget sådant ikke er muligt. Højreekstremisme er radikal civilisationskritik. Det er fordi, højreekstremismen anser alle værdier for ligegyldige, at den er skrupelløs magtfilosofi, eller i hvert fald ikke kan vende sig imod dem, der skrupelløst vil magten. Det var Heideggers radikale spørgen ind til alle værdiers forankring i ingenting, der var skyld i, at han heller intet argument havde imod at slutte sig til nazisterne, hvorfor han gjorde det, da det fremmede hans karriere.

"Alle, der ikke var imod nazismen,
var i praksis for den…"

Det forholder sig nemlig ikke sådan, som Goebbels citeres for at have sagt, at alle, der ikke var for nazismen, var imod den. Desværre forholder det sig lige omvendt. Alle, der ikke var imod nazismen, var i praksis for den. Det var derfor, den var i stand til at holde magten. Fordi for få gik imod den. Heidegger var på grund af sin filosofi principielt afskåret fra at engagere sig imod nazismen, derfor endte han med at melde sig ind i nazi-partiet.

Jeg synes, dette er lærerigt. Mange mennesker, måske især unge, som er dødtrætte af måden, vores verden kører på, lader sig jo tiltrække af de forskellige udgaver af værdinihilisme. Og mange, der har sværmet for Heidegger eller Nietzsche, har opfattet disses kritik af moderne civilisation som progressiv.

Marx vendte sig jo også imod sin tids samfund. Og de allerfleste, som vælger venstrefløjen, gør jo netop dette, fordi de er stærkt samfundskritiske. Hvilken forskel er der da på deres samfundskritik og den, som kommer til udtryk hos Nietzsche og Heidegger?

Der er den forskel, at mens Nietz­sches og Heideggers kritik er en radikal kritik af det at have civilisation overho­vedet, er den venstreorienterede samfundskritik en kritik af samfundets uretfærdigheder, altså stik omvendt en kritik af det i samfundet, som er samfundsopløsende. Den venstreorienterede vil et samfund, og et moderne samfund, og vender sig imod et uretfærdigt samfund og uretfærdige klasseforhold.

Jeg synes, det er meget fortjenstfyldt, at Wolin går i kødet på den meget ulyksalige sammenblanding af højre og venstre, der huserer i nyere filosofi og histo­rie, ikke mindst takket være postmodernisterne. Han går ikke så vidt som til at sige, at venstreorienteret samfundskritik dybest set er moralsk. Men det vil jeg gerne gøre. Venstreorienteret samfundskritik er dybest set moralsk, hvad enten den vil vedkende sig det eller ej.

Mens Nietzsche var erklæret anti-mo­ralsk, og Heidegger gjorde moral til ingenting.

Wolin afdækker mange sammenhænge om højreekstremisme. Indimellem savner jeg dog lidt infight og positive tilkendegivelser af standpunkter. Jeg tror, det er nødvendigt at vedkende sig, at man forholder sig moralsk til samfundet, fordi man gerne vil have samfundet til at hænge sammen. Og at man gerne vil have samfundet til at hænge sammen, fordi uden et samfund, der hænger sammen, er vi mennesker ingenting. Og det er højreekstrem magtstræb i øvrigt heller ikke.

Vi vil ikke engang kunne magte vores egen materielle tilværelse uden et samfund, der hænger sammen. Radikal civilisationskritik er blot en højreekstrem illusion.