CO2 uden grænseværdi er klimatisk anarki.

co2ntrol

Grete Folman

af Hans Henrik Samuelsen

Overalt i samfundet finder vi eksempler på kontrol. Vi har fartgrænser, aldersgrænser, landegrænser, minimumsgrænser og så videre – altså regler for dit og dat.

I et demokrati er der grænser for, hvad man kan tillade sig af hensyn til andres behov og ønsker. Kontrollen er med til at sikre den individuelle og kollektive sikkerhed og sundhed.

Det handler om sammenhængskraften i samfundet. Hvis mange mennesker skal leve sammen, må der være klare retningslinjer, ellers ender det i et ukontrollabelt anarki.

Nogle love og regler er mere populære end andre, og nogle er mere populære hos nogle mennesker end andre.

Regler kontrolleres og rettes til. Eksempelvis giver det god mening at bestemme, hvor man må ryge og ikke ryge. Det er nemlig for længst dokumenteret, at det er ekstremt sundhedsskadeligt for alle.

Rygning er én måde at forurene omgivelserne på. CO2-udledning er en anden. I mange år har det været sådan, at rygeren bestemte. Den udvikling har vi fået vendt, så rygeren nu skal tage hensyn. Det er et flertal glade for.

Hvis man kigger på verden som en helhed, er der stor forskel på, hvem der bestemmer, hvor meget CO2 der blæses ud i atmosfæren. Slående er det, at mennesker med en vestlig levevis udleder mest, og at befolkninger, som stort set intet udleder, intet bestemmer i den sag. Mener Vesten virkelig, at det er en naturlig ret at ændre det globale klima?

Rygning i cafémiljøet er et lokalt sundhedsproblem. CO2-udledning er et globalt problem med et hav af konsekvenser, der blandt andet omfatter betydelige sundhedsskadelige risici som en følge af ekstreme vejrsituationer og dermed tabte høstudbytter.

Noget tyder på, at befolkningsgrupper med et lavt CO2-udslip er mere udsatte for fremtidens klimaforandringer end de vestlige befolkningsgrupper, der forårsager CO2-udslippet. Skal de globale »ikke-rygere« ikke være med til at bestemme »rygernes« udledningsgrænser, når det (også) er dem, det går ud over?

I gennemsnit udleder danskerne ti tons CO2 om året. Klimaforskerne er enige om, at det tal skal bringes markant ned og helst så hurtigt som muligt. Målet hedder CO2-neutralitet, og vi er derfor meget langt fra målet.

Vi kender konsekvenserne, men alligevel findes der ingen regler, der forhindrer CO2-udledningens fortsatte himmelflugt. Man kan så at sige udlede så meget man vil. Derfor er der måske ikke helt galt at påstå at:

CO2 uden grænseværdi er klimatisk anarki.