Forbyd derfor reklamer med mindre man vælger at sætte en 'Ja tak' mærkat på sin dør.
![](http://old2010.arbejderen.dk/sites/arbejderen.dk/files/imagecache/aef_image_story_image_example/imagecache/aef_image_original_format/10-co2-klumme-tegning-087.jpg)
af Hans Henrik Samuelsen
Samtidig med at affaldsmængderne stiger, får en almindelig dansk husstand årligt 55 kg reklamer ind af døren – altså hvis vi ikke aktivt gør noget for at forhindre det. Som lovgivningen er nu, er reklamer ikke noget vi vælger. Det er noget vi i givet fald vælger fra. Vi skal simpelthen sige nej for ikke at være med.
Anderledes ser det ud i den elektroniske verden. For selv om man kan have svært ved at finde hoved og hale i sine e-mails, er dansksproget spam et sjældent fænomen. Det er nemlig ikke tilladt at sende mailbaseret internetreklame ud til hvem som helst. Vil man have det, skal man melde sig til.
Vi står overfor en stadig større udfordring i forhold til det globale miljø. Meget handler om klimaet i disse dage, men vi må ikke glemme, at skoven stadig fældes med stor hast.
Tusinder af unikke dyre- og plantearter må hvert år bukke under for den menneskelige udvikling og forlade Jorden for altid.
Imellem ugens fantastiske tilbud bliver vi nødt til at tænke på forbruget. Et forbrug er nemlig noget vi normalt vælger til. Så hvis skoven skal ryddes, må det være noget vi har sagt 'Ja' til?
Hele idéen med at stå til ansvar for et enormt papirforbrug og dets konsekvenser, fordi man har en påkrævet brevsprække, virker absurd.
Man kan ikke tale om ansvar, før man har sagt 'Ja tak' til reklamerne. Ifølge samme logik har man kun ansvaret for en avis, hvis man selv har bedt om den.
Post Danmark påstår, at et flertal ønsker reklamer. Ingen siger noget om, at tallet er baseret på nej-sigerne. Ingen er blevet spurgt, om de virkelig vil være med.
At have et system, der er baseret på, at vi grundlæggende set ønsker reklamer, må være baseret på en misforståelse. Egentlig er vi frataget vores egen råderet med en lovgivning, der tillader 'hvem som helst' at proppe 'hvad som helst' ind i vores hjem.
55 kg reklamer er træ fra en allerede hårdt ramt skov. Det bliver til cirka 115.000 tons om året, svarende til otte procent af Danmarks samlede papirforbrug. Uden reklamer vil vi altså være et godt skridt på vej mod den omstilling alle taler om, men som vi stadig ikke er kommet i gang med.
Forbyd derfor reklamer med mindre man vælger at sætte en 'Ja tak' mærkat på sin dør. Vi bruger unødigt skov og energi, hvilket arbejder direkte imod vores CO2-målsætninger.
Skal vi virkelig fortsætte ad de gamle vanefyldte spor? Hvorfor ikke vende tingene på hovedet, så alle kan være med til at tage et større ansvar i deres hverdag?
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278