Lige som for få penge fører til afmagt, giver for mange penge magt. Magt over andre. Magt til at købe sandheden.

At pakke sandheden ind

Mette Kramer Kristensen

Fattigdom handler ikke om »fattigdomsindikatorer«, som regeringen påstår, men om ikke at have penge til at dække indkøb af de basale livsnødvendigheder, som anses for nødvendige i det samfund, man lever i.

af Preben Brandt

Når jeg følger den aktuelle debat på socialområdet, om for eksempel fattigdom eller regeringens krav til kommunerne om nulvækst og besparelser, bliver jeg mindet om,  hvor let det er at lade sig forføre.

Det er let at tro på den simple konklusion, at offentlige besparelser, også på det sociale område, er en nødvendig forholdsregel i tiden efter en verdensomspændende økonomisk krise.

Og lige så let er det at forfalde til at tro på, at fattigdom ikke har noget at gøre med, hvor meget man har i indkomst, men skal ses ud fra nogle ”fattigdomsindikatorer”.

Sådan slipper jeg nogle gange den slags lette og smarte påstande igennem mit filter og tror et kort øjeblik på dem som indlysende sandheder.

Indtil jeg får tænkt mig om og ser, hvor let sandheden lader sig skjule og hvor let det er at narre fornuften. Men jeg er næppe den eneste der har det sådan.

Det handler om penge
Sandheden skulle vel egentlig ikke være så svær at finde frem til. Men den bliver det, når den bliver pakket ind i skjulte dagsordner og farvet af ideologi og politiske strategier.

Og det er præcis det, vi bliver udsat for lige nu, af en regering bestående af tilsyneladende pæne og ordentlige kvinder og mænd. Alt, alt for mange har gennem alt for lang tid ladet sig forføre af deres tilsyneladende sandheder.

Således bliver regeringen stædigt ved med at fastholde, at fattigdom ikke kan måles i kroner og øre.

Selv de skiftende socialministre siger, uden at røbe den mindste tvivl, at fattigdom ikke handler om hvor meget man har i indtægt, men om andre sociale problemer – og dem kalder de så fattigdomsindikatorer.

Men fattigdom har altid handlet om ikke at have penge til at dække indkøb af de basale livsnødvendigheder, som anses for nødvendige i det givne samfund. Sådan er det stadig.

Og fattigdom, altså det ikke at have penge at købe for, har altid haft den følgevirkning, at nogle af de, der rammes af fattigdom, giver op og lader stå til.

Vi ved også godt at det ikke bare går ud over dem selv, men at fattigdommens konsekvenser alt for let risikerer at blive sendt videre til deres børn.

Resultatet af økonomisk fattigdom kan let blive de fattigdomsindikatorer, nogle nu ønsker at gøre til fattigdommen selv.

Symptombehandling
At gøre noget ved disse indikatorer, og ikke ved det bagvedliggende, er symptomhandling. Og hvorfor symptombehandle når man kan årsagsbehandle?

I dette tilfælde kan det kun være fordi man ikke vil sikre anstændige økonomiske levekår for alle, og fordi man fra regeringens side kan slippe af sted med sådan en politik.

Og det kan man, måske fordi så mange er så langt oppe i indtægtsniveau, at de skattelettelser, som er indført i samme periode, hvor fattigdommen er blevet rigtig synlig, virkelig kan mærkes af den enkelte.

Det er for fristende at tænke, at mindre i skat er rigtigere og vigtigere for samfundet, end at løfte niveauet på de lave overførselsindtægter.

Men er det virkelig det? Er det ikke ideologi frem for dokumenteret sandhed, at den individuelle rigdom er vigtigere for samfundet end udryddelse af fattigdom?

Jeg er, når jeg tænker mig om, ikke i tvivl om, hvad sandheden er.

Bevidst fordrejning
Jeg er heller ikke i tvivl om, at det er bevidst fordrejning, på baggrund af holdninger og ideologi, der får regeringen til at sige, at det er muligt at give samme sociale service for færre penge.

Det kan jo kun være sandhed, hvis der sidder en kæmpe stor flok offentligt ansatte og laver alt, alt for lidt.

Skal man tro på, at der bliver færre sager om kommunalt svigt overfor omsorgsvigtede børn, færre sager om familier, der bliver sat ud af deres lejlighed, færre sager om unge, der glider ud af uddannelsessystemet og så videre, når kommunen skal klare sig med færre medarbejdere?

Men ja, det er alt for let at lade sig forføre til at hoppe på den uhyrlige påstand om for lidt effektivitet. Og dermed alt for let at acceptere at pengene så i stedet kan gå til at betale private profitfirmaer for at udføre arbejdet og lade overskuddet gå til ejerne.

Sandheden er, at nogle er parate til at lade ideologi skygge for sandheden og at de er villige til at gøre det for pengenes skyld.

For lige som for få penge fører til afmagt, giver for mange penge magt.

Magt over andre.

Magt til at købe sandheden.