Arbejdsmarkedskommissionen påstår, at syv ud af 10 får et job, når de enten er ved at miste eller har mistet dagpengene.
af Kim Nielsen, Køge
Bjørn Afzelius sang om Maria – der på vej til torvet blev voldtaget af en ridder – og i selvforsvar dræbte ridderen med en kniv. Maria blev dømt til døden og henrettet. Bønderne fik at vide, at det, som de havde set, var noget, som de havde drømt.
For mange år siden havde DJØF ansat en jobkonsulent – der til et møde med ledige DJØF´ere, påstod, at der ikke fandtes aldersdiskrimination.
Jeg bad jobkonsulenten om at skue ud over de tilstedeværende, hvor langt den overvejende del var gråhårede over 50 år.
Arbejdsmarkedskommissionen påstår, at syv ud af ti får et job, når de enten er ved at miste eller har mistet dagpengene.
De fleste ledige jeg kendte, der fik dagpengereformerne at mærke fra den lyseblå regering i 1990, er havnet enten på kontanthjælp eller uden offentlig hjælp.
Det blev i DR 1 middagsnyhederne den 16. august påstået, at 6000 langtidsledige dengang opnåede beskæftigelse ifølge DA .
Det har sandsynligheden imod sig.
Ligesom det ikke er sandsynligt, at arbejdsgiverne foretrækker langtidsledige frem for nyuddannede eller korttidsledige.
Hvis arbejdsmarkedskommissionen påstand var rigtig, så er det besynderligt, at der er massearbejdsløshed i samtlige kapitalistiske lande, for løsningen ligger jo lige for, nemlig bare at forringe sikkerhedsnettet for lønmodtagerne, så kommer 70 procent i arbejde.
Borgerlige økonomer
Så vidt jeg har set, baserer arbejdsmarkedskommissionens påstand sig på økonomiske modeller, som lider af den svaghed, at svarene kun er baseret på de forudsætninger, som især borgerlige økonomer lægger til grund.
Det er jo ikke den største intellektuelle kunnen at forudsætte det, der skal bekræfte ens påstand.
Det forekommer også barokt, rent samfundsvidenskabeligt, at man udleder en hel masse ud fra et meget kort tidsinterval.
Bortset fra korte tidsperioder, hvor der har været efterspørgsel og lave ledighedstal, har det været modsat i 1970´erne, 80´erne og 90´erne – og igen fra 2008.
Enhedslisten har fordrevet tiden med at snakke om en revolution om 20 år ude i fremtiden, i stedet for at forholde sig kritisk til de såkaldte ekspertkommissioners påstande, samt det faktum, at kommissionerne udelukkende er besat med borgerlige. (For eksempel kunne man høre i Danmarks Radio P1, at alle dem, der var udpeget til arbejdsmarkedskommissionen, havde det tilfælles at de offentligt havde tilkendegivet en modstand mod efterlønnen).
Hvor står Enhedslisten?
Der er i pressen udtalelser fra Enhedslisten, som skaber forvirring om hvad Enhedslisten mener med tidligere udtalelser, for eksempel at forringelserne af dagpenge og efterløn skal fjernes, og at de svageste krone for krone skal kompenseres som betingelse for at finansiere skattereformen.
Når statsministeren melder ud, at Danmark ikke har råd til at forlænge dagpengeperioden, (det er måske rigtig, når man hele tre gange har givet de rigeste store skattelettelser), så ser det ud til at Enhedslisten køber det ved ikke længere at kræve, at forringelserne på dagpenge og efterløn fjernes.
Villy Søvndal fra SF glemmer, at han før valget krævede, at forringelserne på dagpengeområdet skulle ophæves, hvis SF kom i regering.
Kravet om krone for krone-kompensation skal nu heller ikke længere tages bogstaveligt.
I stedet for at tage et politisk opgør med den lyseblå regerings liberalistiske økonomiske politik, så ser det ud til, at Enhedslisten tilpasser sig til den usolidariske og asociale politik. Så frygten for et revolutionært parti må aftage, når Enhedslisten støtter Radikales elendighedspolitik.
Jeg har måske ligesom i Bjørn Afzelius’ sang drømt, at Enhedslisten fastholdt, at der skulle føres en mere solidarisk og socialt ansvarlig politik – især når S og SF ynder at kalde sig for socialister.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
