Der er et kæmpemæssigt behov for at sprede information om islam og muslimsk kultur i al almindelighed. Oplysning er unægteligt det bedste middel imod primitive fordomme.
af Kasper Nyman Hall, Hadsten
Danmarks Radios dækning af den muslimske fastemåned Ramadanen og dennes afslutningsmarkering eid, har mødt massiv modstand.
Modstanden har blandt andet lydt på en yderst upassende sammenligning med hyldesten af Hitlerjugend.
»Jeg kan ikke lade være med at tænke på de mange uvidende og naive danskere, der i 1930’erne hyldede Hitlerjugend for al den sunde idræt, gode mad og den friske musik, de unge tyskere nu kunne hengive sig til« – fremført af DR’s næstformand Ole Hyltoft.
Hyltofts sammenligning vidner om en pinlig grad af uvidenhed og snæversyn.
Ikke desto mindre kan hans udtalelser bruges til noget vigtigt. De er nemlig et klokkeklart vidnesbyrd om, at DR har ramt plet, da man valgte at dække ramadanen og eid så massivt.
Udtalelserne viser nemlig, at der er et kæmpemæssigt behov for at sprede information om islam og muslimsk kultur i al almindelighed. Oplysning er unægteligt det bedste middel imod primitive fordomme.
Logikken holder ikke
I debatten vedrørende DR’s dækning af ramadanen og eid bliver et ønske ved med at poppe op. Blandt andet af Lars-Peter Melchiorsen i Kristeligt Dagblad den 14. august. Melchiorsen er landsformand i KLF, Kirke & Medier, og han skriver følgende i sit debatindlæg:
»Der er sådan set heller ikke noget i vejen for, at eid-festen promoveres i denne uge på flere kanaler og platforme. Til gengæld forventer vi i KLF, Kirke & Medier, at den kristne påskefest vil få mindst en ligeså markant synlighed i DR næste år.«
Den logik er jeg dog ikke helt med på – tværtimod. I Danmark udgøres majoriteten af kristne, mens muslimerne er en minoritet.
Selvfølgelig vil det være nemt at behage alle de kristne med at dække påsken, som vi i forvejen ved en masse om. Jeg mener dog, at Danmarks Radio, der som Melchiorsen rigtigt fremhæver, er en public-service kanal, har andre opgaver end blot at behage, behage og behage.
Den i min optik vigtigste opgave består i at informere.
Og når det kommer til information, vil majoriteten af danskerne – jeg selv inkluderet – kunne lære meget mere nyt af dækningen af den muslimske højtid, end tilfældet ville være ved dækningen af påsken.
Ros til DR
Sluttelig vil jeg godt rose Danmarks Radio for det fremragende initiativ, og samtidig dele mit håb om, at så mange danskere som overhovedet muligt i den forbindelse vil lære lidt om de muslimske traditioner.
I takt med at flere og flere danskere lærer noget om de muslimske traditioner, vil færre og færre rende rundt med skræmmebilleder i hovedet, ligesom Ole Hyltoft.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278