Kollektive overenskomster kan lade sig gøre, så længe fagbevægelsen står stærkt. Derfor støtter blandt andet Venstre-politikere de gule

af Finn Sander Jensen, Galten

Man kan anskue konflikten i Vejlegård-sagen ud fra forskellige vinkler. Er det en arbejdsgivers frihed til at shoppe frit mellem de – set fra hans synspunkt – bedste og billigste overenskomster, hvad enten det sker med en fagforening eller en virksomhed, som tilbyder overenskomster?

Eller er det en kamp for et fremtidsorienteret arbejdsmarked, hvor vi både skal skabe arbejdspladser og blive i stand til at hjemtage tidligere outsourcede arbejdspladser? Det bliver en diskussion om en kortsigtet eller langsigtet arbejdsmarkedspolitik. Eller mellem agurketid og real­politik.

Jeg ser ikke Vejlegård-sagen som en frihedskamp, men som én arbejdsgivers kamp for lavere lønomkostninger. Fint pakket ind i nogle floskler af en galleriejer og nogle særdeles liberale politikere, som har lettere ved at få taletid på denne tid af året.

En af forskellene på en fagforening og en gul virksomhedsfagforening er, at fagbevægelsen og arbejdsgiverne aftaler kollektive overenskomster, mens de gule har individuelle overenskomster med den enkelte arbejdsgiver. De kollektive overenskomster er fremtidsorienterede og de individuelle er perspektivløse.

Med kollektive overenskomster kan man sikre samarbejdsaftaler mellem de ansatte og arbejdsgiverne, og man har et fagretsligt system, når der er uenighed om tingene.

Med den danske model sikrer man et mobilt arbejdsmarked og mulighed for at arbejdsmarkedets parter kan samarbejde om løsninger på samfundsproblemer, som skabelse og hjemtagning af arbejdspladser samt den nødvendige efteruddannelse af de ansatte og ledige. Det er denne måde vi skal udbygge vores erhvervspolitik her til lands.

Kollektive overenskomster kan lade sig gøre, så længe fagbevægelsen står stærkt. Derfor støtter blandt andet Venstre-politikere de gule. Hvis det lykkedes for dem at vinde, vil det betyde manglende dynamik i dansk erhvervsliv og faldende velstand. Velfærdssamfundet vil blive fortid, alt medens niveauet for lønninger og arbejdsmarkedsuddannelser vil falde betragteligt.