Ordet frihedskamp kan Anders Samuelsen godt lide, og det kan jeg også. Men når det kommer fra ham, handler det om frihed til at behandle lønmodtagere efter forgodtbefindende.

af Anne Mette Markussen, næstformand i Malernes Fagforening Fyn-JyllandSyd, Søndersø 

Den danske model viser sin styrke i konflikten omkring Vejlegården.

Det gør den, fordi den danske model har aftalte spilleregler for, hvordan parterne skal opføre sig, når der opstår uenigheder. Ligesom den er en aftale om samarbejde mellem parterne.

De politikere (og medier), der har sat sig i spidsen for at lovgive på området – Inger Støjberg, Anders Samuelsen (AS) og så videre – har åbenlyst pustet til ilden ved at tale om mafiametoder og frihedskamp uden at belyse, hvad det egentlig er, der foregår.

Må jeg minde om, at Danmark er en retsstat, hvor vi i forvejen har love imod trusler på livet og love imod voldsudøvelse?

De har samtidig sat sig i spidsen for at ødelægge den danske model, som netop bygger på samarbejde frem for kamp.

Ordet frihedskamp kan AS godt lide, og det kan jeg egentlig også. Men når det kommer fra AS, handler det om frihed til at behandle lønmodtagere efter forgodtbefindende: du kan frit vælge mellem at gå ned i løn og op i arbejdstid – eller at få en fyreseddel.

Det kalder jeg ikke at vælge frit, men et dilemma, og er du kunde i den gule fagforretning, så står du alene.

For mig handler det om den frihed, danske lønmodtagere har opnået gennem et aftalt sæt spilleregler for vores arbejdsmarked. Det sikrer vores levestandard, modsat at være lønslaver, der ikke har nogen muligheder for at vælge eller have indflydelse på eget arbejde.

Det er bygget op gennem over 100 års forhandling mellem arbejdsgivere og arbejdstagere, og har givet Danmark et stabilt arbejdsmarked, og en høj levestandard.

At blå blok har en anden mening, har jeg vidst længe, men hvorfor pakke den ind i floskler om frihed, når det, der menes, er en forloren frihed på bekostning af lønmodtagere, der går ud på at støtte den frie markedsøkonomi, uanset hvad det koster i menneskelighed.

Hvis jeg vil spille håndbold, så melder jeg mig ind i en boldklub, hvor der er baner at spille på, omklædning og træning, bolde og holdkammerater at spille med. For at dyrke min sport betaler jeg et kontingent til klubben, der så sørger for at rammerne er i orden.

På samme måde er det logisk for mig at stå i Maleres Fagforening, når jeg er maler.

At blive kunde i en gul fagforretning ville svare til at gå ind i en billig bolsjebutik og regne med at få serveret en tre-retters menu.

Det er godt nok billigt, og de har nogle store hold-kæft bolsjer.