13 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hvad dit rejsebureau ikke fortæller

Hvad dit rejsebureau ikke fortæller

Fredag, 06. juli, 2012, 12:51:07

Jeg ville ønske, at folk ville holde sig rigtig langt væk fra »all included«-konceptet. Det er med til at ødelægge lokalsamfundene fuldstændig.

af Mercedes Sanz, Kolding

Når mange i den aktuelle, våde sommer i Danmark tænker på måske at bestille en rejse til Grækenland, synes jeg, at det kunne være en god idé, at folk får noget at vide om forholdene omkring turismen  dernede.

Om rejsepakkerne »all included«: De udgør specielt et problem omkring »all included«-hotellerne i Grækenland.

Jeg ville ønske, at folk ville holde sig rigtig langt væk fra dette koncept. Det er med til at ødelægge lokalsamfundene fuldstændig.

Vi har hele byer, som er blevet lagt øde på grund af det. Små familieforetagender kan ikke overleve, hvis gæsterne aldrig forlader hotellerne.

Det sker dog jævnligt, at turister forvilder sig uden for hotellets område, spiser en stor middag på en taverne, for derefter at nægte at betale, fordi de er på »all included«.

De tror simpelthen, at hele øen er Disneyland! Det er bureauerne, der har opfundet konceptet, det er ikke hotellerne selv.

Der har været flere tilfælde på Rhodos, hvor hoteller ikke har ønsket at gå over til »all included«, men er blevet tvunget til det af bureauerne.

De har fået beskeden, at enten gør de det, eller også bliver hotellet ikke brugt. Ofte får folk at vide, når de ringer og bestiller rejsen, at der ikke findes andet end »all included«. De eneste, der tjener penge på det, er rejseselskaberne selv. Ingen andre.

Om arbejdsbetingelserne: De mennesker, der arbejder på hotellerne, har måske ikke fået løn i et år, hvilket betyder, at de skal leve af drikkepenge. Nogle af dem har en timeløn på én euro.

Skal vi da lade være med at tage til Grækenland? Nej, tværtimod!

Folk dernede har meget brug for turismen lige nu, selv om det ikke giver så meget, som det burde. Det, vi skal, er at kræve forretningsmoral af vores rejsebureauer! Og ikke tro, at landet er Disneyland.

Respekt og hensyntagen til arbejderne på hotellerne, restauranterne og på forlystelsesstederne er noget, der gør os værdige som turister.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. jul. 2012 - 12:51   30. aug. 2012 - 19:21

Læserbrev