Men sympati og meningsmålinger er ikke nok. De skal omsættes til at genopbygge en faglig og politisk venstrefløj, som vil organisere udenfor det parlamentariske cirkus.

af Lene Junker, Odense

Regeringen og VK´s skattereform tager fra de fattige og giver til de rige. Det var ikke derfor jeg for ni måneder siden stemte VKO ud og satte min lid til, at den nye regering også ville føre en ny politik.

Oven i skattereformen kommer forringelser af efterlønnen, forkortelse af dagpengeperioden, forringelser af fleksjob og førtidspension og meget mere.

Allerede i regeringsgrundlaget skrev SRSF, at »udgangspunktet er VK-regeringens politik i bredeste forstand« Men for en tid var mange – efter 10 år med VKO – indstillet på at give regeringen en chance.

Måned efter måned blev det stadig tydeligere, at regeringsgrundlaget skulle tages bogstaveligt: Regeringens krisepolitik er en fortsættelse af VKO’s – at lade arbejderklassen og de fattige betale for krisen. Så nu er det ikke længere »vores« regering. Nu er vi i opposition og regeringen er vores modstander.

Fagbevægelsens top har svigtet. Fra starten var de fleste af fagbevægelsens topfolk med på SRSF’s vogn. På skift har de forsvaret »de 12 minutters« merarbejde, fjernelse af efterlønnen, forringelse af dagpengene og ikke mindst dårlige overenskomster på såvel det offentlige som det private.

De støttede også »helligdagstyveriet«. Men her sagde baglandets stop. Fra hundredevis af arbejdspladser kom der protester, der blev afholdt møder for tillidsrepræsentanter. Det tvang fagtoppen til at sige fra.

»Helligdagstyveriet« blev stoppet af protester fra neden, ikke særlig godt organiseret, men nok til at de blev taget af bordet.

Den vigtige erfaring er altså, at den asociale krisepolitik kan stoppes. Ikke ved at kræve valg, men ved at organisere den utilfredshed, som eksisterer mange steder lige under overfladen.

Der er behov for at alle sociale og faglige kræfter, græsrødder og netværk samles til en fælles modstand mod krisepolitikken.

Her har vi i Enhedslisten et stort ansvar. Enhedslisten er for mange det eneste håb tilbage. Det viser medlemsfremgangen og de flotte meningsmålinger.

Men sympati og meningsmålinger er ikke nok. De skal omsættes til at genopbygge en faglig og politisk venstrefløj, som vil organisere udenfor det parlamentariske cirkus.

Der er brug for at bygge netværk, hvor almindelige arbejdere, studerende, pensionister med videre kan blive aktive – uanset om man før har stemt S, SF eller Ø. Der er brug for solidaritet og sammenhold, så ingen kommer til at stå alene.

Don´t panic – organize!