Er de ansvarlige helt klar over, hvilke smerter og sygdomme denne hovedløse handling påfører de ældre?
af Lotte Hansen, Borgergruppen for Albertslundernes rettigheder
Vi i borgergruppen bliver til hverdag konfronteret med, hvilke smerter og forarmelse de ansvarlige i kommunen og nu også Vridsløselille Andelsboligforening (VA) påfører de ældre i Albertslund.
I de lange betonblokke i jordhøjde langs kanalen oprettede kommunen ældreboliger beliggende få meter fra en kunstig, stinkende kanal.
Indgangen til disse boliger ligger på en skrånende parkeringsplads. I regnvejr løber al vand ned af parkeringspladsen og ind i en del af boligerne, hvilket blandt andet medfører fugt, kulde og udskiftning af gulvbrædder. Her bor rigtig mange med sygdomme som gigt og astma.
Nu har kommunen og VA i al deres spareriver og CO2-flop, fundet det belejligt at lukke for de i forvejen plagede ældres varme i en periode med megen regn og dag-temperaturer på 12 - 14 grader, og nat-temperaturer tæt på frysepunktet. En såkaldt varmesæson som vil vare helt til oktober.
Er de ansvarlige helt klar over, hvilke smerter og sygdomme denne hovedløse handling påfører de ældre? De ældre, der har kontaktet os, er sengeliggende, men beretter:
»Gigten gør så ondt, når det regner og er koldt. Det skærer som knive i led og ryg. Vi ligger her, fordi vi ikke kan stå op i den kulde, for så gør det mere ondt«.
Borgergruppen kan ikke henvende sig til den relevante afdelingsbestyrelse for at tale de ældres sag, da en sådan ikke eksisterer. Så Borgergruppen kræver, at kommunen og VA omgående lukker op for varmen.
Tankevækkende er det, at kommunen og VA er kommet så langt ud, at de vil leve med denne skamplet. Skam jer!
Tankevækkende er det også, at kommunen stadig ikke har svaret på den sidste offentlige henvendelse fra Borgergruppen.
Boligselskabet er til for beboerne. Især i et selskab hvor selve nerven er beboerdemokrati.
Kommunen er til for borgerne. At være politiker betyder folkets tjener. Som sådan er I valgt.
Mon ikke I skal til at tage Albertslund-borgere alvorligt. Fattigfolk glemmer aldrig den støvle, der giver dem og deres det sidste spark.
Enhedslisten synes at være det eneste parti, der varetager alle såkaldt svage gruppers interesser.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278