Det vigtigste er ikke regeringsfarven, men den politik der bliver ført. Og den afhænger næsten udelukkende af den folkelige mobilisering.

Da Venstre for et par uger siden forlod skatteforhandlingerne, var det ikke kun de danske rigmænd og banker, der gik i panik, det gjorde de også i regeringen og i V og K.

Aage Christensen

af Hans Hansen, Esbjerg

Knud Vilby havde i Arbejderen den 20. juni en social kommentar, hvori han opfordrer os, der betragter os som venstreorienterede, til at holde tungen lige i munden.

Det gør Knud Vilby, fordi han mener, at den nuværende regering er et mindre onde end den gamle VKO-regering.

Han betragter det som en katastrofe, hvis regeringen i den nuværende situation bliver væltet af en utålmodig Enhedslisten, for en ny borgerlig regering i denne situation vil være en katastrofe, mener Knud Vilby.

Jeg er enig i, at det vil være en katastrofe med en ny VK-med flere borgerlig regering.

Men den virkelige katastrofe er den totalt ubegrundede tillid til, at en socialdemokratisk-radikal ledet regering vil gøre noget væsentligt godt for den brede befolkning.

Det socialdemokratisk-radikale kort

Hver eneste gang, storkapitalen og finansfyrsterne og EU har ønsket, at der skal ske forringelser for brede dele af befolkningen og fordele til dem selv, så har de ofte haft svært ved at få det gennemført med en åbent borgerlig regering.

Men så har man jo altid haft det socialdemokratisk-radikale kort at spille, og så er det blevet gennemført. Se bare i 90’erne.

Her sikrede en Poul Nyrup Rasmussen-regering, at dagpengeperioden blev reduceret til fire år, halve dagpenge til unge under 25, tvangsaktivering uden rettigheder og uden timeoptjening, forringelse af efterlønnen, begrænsninger for arbejdsløses muligheder for uddannelse (seks-ugers reglen).

Listen kan vel udvides i det uendelige.

Derved blev der skabt et grundlag, som den efterfølgende VKO-regering kunne arbejde videre på. De kunne jo stramme skruen lidt på de forskellige punkter, og det gjorde de så.

Da VKO-regeringen tabte pusten, og SRSF knebent vandt, var det i lyset af massive krav fra finansverden, EU og arbejdsgivere om, at der skulle ske en masse forringelser for menigmand.

Det kunne og turde VKO-regeringen ikke gennemføre, for de har ikke den samme appel til den danske fagtop, som Socialdemokraterne har.

Så efter et par fornuftige justeringer, så fortsætter den nye SRSF-regering hvor VKO-regeringen slap.

Forringer efterlønnen, binder Danmark til EURO-pagt og ekstra bankpakker og sidst men ikke mindst gennemfører en skattereform, sammen med sine gamle »modstandere« i VK og knæsætter princippet:

»Er der krise, så skal de fattigste betale mere til de rigeste.«

Panik og hekseri

Da Venstre for et par uger siden forlod skatteforhandlingerne, var det ikke kun de danske rigmænd og banker, der gik i panik, det gjorde de også i regeringen og i V og K.

For nu var der stor risiko for, at der kunne/skulle indgås en aftale med satan selv (læs Enhedslisten), det ville jo betyde, at forringelserne risikerede ikke at blive til noget.

Heldigvis kunne man bruge et fuldstændig uinteressant familiebesøg i USA som det halmstrå, der kunne få Venstre tilbage igen.

Hokus Pokus keine Häxerei, så er der en aftale i hus, der sikrer de rige, sikrer mere magt til finanshusene og til EU, og sidst men ikke mindst giver den kommende VK-med flere-regering et rigtig godt grundlag til at fortsætte forringelserne på, når de kommer til magten efter næste valg.

Derfor er jeg uenig med dem, der hævder, at regeringsfarven er det vigtigste. Det vigtigste er den politik, der bliver ført. Den afhænger næsten udelukkende af den folkelige mobilisering.

Så ønsker du forandringer, så skal du ikke sætte din lid til politikerne, så skal du sammen med andre stille krav. Bliver kravene massive nok, så er der en chance for, at de kommer igennem.