15 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Landbruget og forureningen

Landbruget og forureningen

Onsdag, 20. juni, 2012, 11:30:47

Hvad nytter det, når det gang på gang viser sig, at bønderne ikke er modtagelige for konstruktiv kritik?

af Holger Øster Mortensen, Odder

I årevis har landbruget forsøgt at forbedre erhvervets image i befolkningen. Men store helsides annoncer i dagbladene, husdyr fremvist på byernes torve, dyrskuer, traktordemoer og andre tiltag har tilsyneladende ikke hjulpet.

Senest har man ført tidligere forsvarsminister Søren Gade (V) ind som direktør for Landbrug og Fødevarer. Den folkekære politiker skal nu gøre reklame for bønderne.

I Maskinbladet fra den 24. maj hævder Gade for eksempel »samfundet forstår ikke landbruget«. Han mener, dialog er vejen frem for en bedre forståelse mellem befolkningen og landbruget. Men hvad nytter det, når det gang på gang viser sig, at bønderne ikke er modtagelige for konstruktiv kritik?

Omkring de meget omtalte 10-meters bræmmer langs vores vandløb sammenligner Gade disse med tilsvarende zoner langs husejeres ligusterhække, hvor alle angiveligt skal have adgang. De to ting har intet med hinanden at gøre.

Og Gade glemmer helt, at husejerne i forvejen er blevet pålagt at rense alt spildevand fra de enkelte huse – i modsætning til landbruget, som fortsat helt uhindret kan udlede urenset drænvand direkte i vandløbene. De kræver oven i købet kompensation for ikke at sprede pesticider og gødning langs vandløb.

Gade undlader også at fortælle, at loven om de nye bræmmer er skabt under hans egen tidligere VK-regering.

Begrebet »forureneren betaler« skal også gælde for landbruget. Det skal Gade huske.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


20. jun. 2012 - 11:30   30. aug. 2012 - 19:21

Læserbrev