Arbejdsgivernes profitfest er hele tiden blevet kaldt for lønfest for arbejdstagerne. Nu går både regeringens, arbejdsgivernes og fagbossernes slagord ud på at »lønfesten skal erstattes med jobfest«

LO-formand Harald Børsting ved en konference under overskriften »Tag Danmark Alvorligt«. Det var en kampagne, der gik ud på at lytte til medlemmerne.

pn

af Nahid Riazi, lønmodtager og medlem af fagforening

Hvor er den fagbevægelse, som uden at tøve, forsvarer og kæmper for den almindelige lønmodtagers rettigheder på arbejdsmarkedet? Den fagbevægelse som kalder til barrikaderne, hvis arbejdsgiverne og de siddende regeringer angriber arbejderne og deres ret til at få den løn, som de fortjener og den sikkerhed, som de skal have i krisetider og når arbejdsløsheden rammer?

Fra hvornår har fagbevægelsens bosser påtaget sig rollen som arbejdsgivere og regeringernes forlængede arm for at legalisere og retfærdiggøre angreb på lønmodtagernes og de arbejdsløses rettigheder?

Lønmodtagerne blev frataget en af deres basale rettigheder under den tidligere regering, netop retten til dagpenge i mindst fire år. Den blev halveret uden nogen bemærkelsesværdig protest fra fagbevægelsen, velvidende, at dagpenge er den eneste indtægt for mange af de mennesker, som mister deres arbejde på grund af den økonomiske krise.

Den nye regering fortsætter blot med nedskæringer på de områder, som ingen havde fantasi til at forstille sig for blot nogle år siden. Først blev efterlønssystemet ødelagt. Så blev halvering af dagpengeperioden fastholdt, på trods af andre løfter før valget. Nu går regeringen efter førtidspensionister, kontanthjælpsmodtagere og fleksjobbere.

På trods af det, skal lønmodtagerne lægge øre til samme sang om »mere arbejde« hver eneste dag, imens flere og flere mister deres arbejde og samtidig mister deres sikkerhed som arbejdsløse.

Ingen ville tro, at med en fagbevægelse og de mange fagforeninger, ville det gå så nemt for nogen regering at slagte lønmodtagernes og de arbejdsløses rettigheder, en efter en.

Trepartsforhandling?

De såkaldte trepartsforhandlinger var ikke en reel forhandling.

Regeringen havde i forvejen forbudt fagbevægelsens bosser at tale om besparelser omkring dagpenge, efterløn, førtidspension og fleksjobbere i »trepartsforhandlingerne«. Formålet med trepartsforhandlingerne var at finde fire milliarder kroner gennem endnu flere besparelser.

Der var ikke tale om forhandlinger med fagbevægelsen om de nedskæringer, som regeringen allerede havde foretaget og som betyder rigtig meget for lønmodtagerne og de arbejdsløses livsvilkår. 

Fagbevægelsen skulle spille med på regeringens udspil, så regeringen og de socialdemokratiske bosser i fagbevægelsen bedre kunne overtale de utilfredse lønmodtagere, de arbejdsløse og de faglige aktivister, som synes, at de allerede havde betalt en for høj pris for den økonomiske krise, som de ikke havde været med til at skabe.

De har heller ikke været med til profitfesten, dengang arbejdsgiverne og bankerne scorede kassen og ikke ville dele det med nogen. Lønmodtagerne skulle også denne gang kun nøjes med at have et arbejde med små lønstigninger. Nu har de også accepteret nul lønudvikling, som endnu en regning for krisen.

Arbejdsgivernes profitfest er hele tiden blevet kaldt for lønfest for arbejdstagerne. Nu går både regeringens, arbejdsgivernes og fagbossernes slagord ud på at »lønfesten skal erstattes med jobfest«.

Og det betyder nul lønudvikling for arbejdstagerne samt mere arbejde for dem, som i forvejen knokler hårdt, flere besparelser, som rammer de mest trængte borgere i samfundet og nul regning – derimod skattelettelser for arbejdsgivere og bankdirektører!

En reel fagbevægelse

De socialdemokratiske fagforeningsbosser har fået en helt anden rolle i dag. De er mere optaget af, hvordan de skal undgå enhver faglig konflikt og få lønmodtagerne til at acceptere de vilkår, som de bliver stillet for.

De har mere travlt med at hjælpe en socialdemokratisk regering til at gennemføre dens nedskæringer.

Deres rolle er i dag reduceret til at finde ud af, hvordan regeringen ved hjælp af højrefløjen og til gavn for arbejdsgivere og banker er i gang med at frarøve de arbejdsløse, den almindelige lønmodtager og de lavt lønnede deres basale rettigheder og fjerne ethvert sikkerhedsnet under dem! 

Der er behov for en fagbevægelse, som selv tør sætte dagsordenen i stedet for at følge politikernes og arbejdsgivernes dagsorden og hele tiden bevæger sig inden for de rammer, som de sætter for den.

Vi må stille krav

Det er på tide at vi arbejdstagere stiller krav og bliver mere bevidste om vores rettigheder. Ellers kan vi i krisens og »velfærdens« navn blive frarøvet alle de rettigheder, som skal sikre os i krisetider netop i et velfærdssamfund.

Lønmodtagere og alle de arbejdsløse fortjener en fagbevægelse, som tager deres interesser alvorligt og kæmper for de rettigheder, der beskytter både lønmodtagerne og alle dem, som er blevet syge og slidte af deres arbejde. De nemt mistede rettigheder er ikke nemme at få tilbage!