Når først de udsatte unge ender på gaden, så kan samfundet begynde at bruge penge på misbrugsbehandling, indlæggelser på psykiatriske afdelinger, fængselsophold og så videre.
af Pia Legind Larsen, specialundervisningslærer, Albertslund
Så blev Regeringens 2020-plan skudt i luften, og som forventet er der åbnet for kraftige forringelser for samfundets svageste.
Flere unge skal i arbejde og uddannelse, og man forventer tilsyneladende, at hvis man presser dem økonomisk, så er vejen banet for succes i uddannelsessystemet!
Regeringen glemmer bare, at der er en gruppe unge, som har det så svært, at de ikke kan opfylde samfundets krav til dem. Det er arbejdsløse unge med for eksempel autisme, ADHD, OCD, tourette, angst, depression, misbrugsproblematikker og så videre. Disse udsatte unge skal hjælpes ad en helt anden vej, hvis de skal ind på arbejdsmarkedet.
At presse denne gruppe økonomisk og stille krav til dem, som de ingen chance har for at opfylde, det sender dem direkte ud i fattigdom med forværring af deres problematikker til følge.
SU er sulteløn
Satsen som regeringen arbejder med er SU-satsen, som er 5662 kroner før skat. Jeg kender ingen, som kan leve for det beløb. Hvad forestiller man sig, at disse unge skal leve af? Skal den arbejdsløse 28 årige med en invaliderende ADHD diagnose flytte hjem til sine forældre?
I dag findes SU-satsen allerede for unge under 25 år. Efter første aktiveringstilbud som arbejdsløs, sendes disse unge direkte ud i fattigdom, og det uanset om de er i stand til at påtage sig et arbejde eller ej!
En meget begrænset gruppe af unge kan søge om behovsbestemt tillæg til kontanthjælpen. Det er unge med en diagnose indenfor skizofreni, psykotiske tilstande eller borderline.
Autisme, ADHD, OCD og så videre, som kan være lige så invaliderende, giver ingen mulighed for hjælp!
En stigende gruppe af samfundets svageste og mest sårbare unge lever således allerede nu i fattigdom. Disse unge lever et liv i skyggen af os andre. De må kæmpe en daglig kamp for at få deres tilværelse til at hænge sammen. Mange mister deres bolig og kan ikke længere passe på sig selv. De har ikke penge til regelmæssig mad og almindelige fornødenheder.
Konsekvenserne er forværring af deres psykiske problemer og en endnu større afstand til uddannelsessystemet!
Hvis forslaget vedtages, så skal vi kalde det, det, det er – en besparelse på kontanthjælpen, som rammer samfundets svageste – de kommer ikke i uddannelse eller arbejde, fordi man tager deres eksistensgrundlag fra dem – tværtimod!
Når først de udsatte unge ender på gaden, så kan samfundet begynde at bruge penge på misbrugsbehandling, indlæggelser på psykiatriske afdelinger, fængselsophold og så videre.
Nedsat kontanthjælp bliver således for de fleste et puf ud over kanten til en tilværelse der er ubegribelig, efter danske forhold – i fattigdom og isolation.
Udsigtsløst presser man mennesker, der er syge eller på anden måde ikke kan påtage sig eller finde et job, og denne gruppe overvejer man nu tilsyneladende at udvide til også at omfatte unge mellem 25 – 30 år.
Svage og stærke unge
Betegnelsen »unge« snyder endvidere, når det gælder de 25-29 årige. Der er tværtimod tale om en gruppe, som er ude over den normale uddannelsesalder, og som ofte har et eller flere mislykkede uddannelsesforsøg bag sig samt slås med psykiatriske diagnoser eller misbrug.
Skal overlevelse på gaden være nyt skolefag? Skal vi i fremtidens skole til at forberede vores unge med autisme, ADHD og så videre på, hvad der venter dem i deres voksenliv, hvis de ikke passer ind i samfundets kasser?
Selvfølgelig gør skolerne alt, hvad der står i deres magt for at give unge med diagnoser kompetencerne til at kunne klare sig i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet. Men der er en stor gruppe, som vil have massive vanskeligheder med at passe ind, uanset hvilke foranstaltninger der tages i brug.
Skal vi i skolerne lære disse unge, hvordan de overlever på gaden?
Hvis de ikke har forudsætningerne for at leve op til samfundets krav til dem, så har vi vel intet andet valg, end at forberede dem på, hvilket liv de risikerer at gå i møde.
For de unge kontanthjælpsmodtagere under 30 år, som ikke har en psykiatrisk diagnose, er der imidlertid et ganske andet problem bag forslaget: Mangel på jobs!
Der er ikke jobs og praktikpladser nok til alle de arbejdsløse. At sende »velfungerende«, hvis de da er det, unge ud i fattigdom, vil med garanti ikke hjælpe på deres fremtidsmuligheder for selvforsørgelse.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
