Det vigtigste forblev usagt og debatten bekræftede filmen i, at racismen er blevet så udbredt, at selv dens modstandere har svært ved at formulere sig klart imod.

Den koncentrerede strøm af racistiske uhyrligheder, som dansk udlændingedebat har været præget af i de sidste mange år, virker forstemmende.

Kramer Kristensen/Monsun

af Francesco Castellani, specialkonsulent, København

Dokumentarfilmen »Ordet fanger« blev vist i Korsgadehallen på Nørrebro den 26. april og sendt på DR2 den 30. april. Den leverer en koncentreret fremstilling af forråelsen af det politiske sprog på udlændingeområdet.

Der er for så vidt ikke meget nyt i filmen, men den koncentrerede strøm af racistiske uhyrligheder, som dansk udlændingedebat har været præget af i de sidste mange år, virker forstemmende.

Efterfølgende var der i Korsgadehallen debat mellem Johanne Schmidt Nielsen fra Enhedslisten, Manu Sareen, Radikale, og Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Braget, der udeblev

Men det forventede værdipolitiske brag af et sammenstød udeblev. Det vigtigste forblev usagt, og debatten bekræftede filmen i, at racismen er blevet så udbredt, at selv dens modstandere har svært ved at formulere sig klart imod.

Johanne Schmidt Nielsen havde ret, da hun pegede på det generelle skred i holdningerne over mod DF’s holdninger hos både de borgerlige partier (minus de Radikale) og hos S og SF. Og Manu Sareen udtrykte sin glæde ved, at tonen på udlændingepolitikken er blevet pænere siden regeringsskiftet.

Men Morten Messerschmidt fik utroligt lang line til at fremstille sig selv som en lidt »pænere« udgave af DF-holdningerne end det, vi så i filmen, og til at fremstå som ytringsfrihedens forsvarer.

Johanne og Manu leverede ganske enkelt ikke et effektivt modspil, og deres venligt imødekommende debattone gav indtryk af, at de var indladende over for DF.

Nogle unge søgte at forstyrre Messerschmidts tale, hvilket gav Johanne anledning til at vise solidaritet med ham ved at bruge Voltaire citatet, »at jeg vil bekæmpe dine meninger, men jeg vil dø for din ret til at sige dem«.  Mon Messerschmidt mener det samme om indvandrere?

Ord har konsekvenser

Ingen debattører forholdt sig til filmens centrale pointe om, at ord har konsekvenser, og at DF’s oprindeligt ekstreme holdninger, bliver mainstream i løbet af 1990’rne og i nullerne og fører til revision af lovgivningen, der gør ekstremismen til gældende lov.

Hvorfor fremhævede Johanne ikke, at Enhedslisten går ind for et multietnisk samfund, og slet ikke deler DFs syn på danskhed?

Johanne var kort inde på, at samme grove sprogbrug, som bliver ført over for udlændinge, nu er flyttet til andre grupper som førtidspensionister og arbejdsløse. Altså først er man gået efter udlændinge under VKO, nu går man så over til andre grupper. Desværre blev denne sammenhæng mellem udlændingedebatten under VKO og den nuværende regerings nedskæringspolitik ikke fremhævet.

Messerschmidt fik stort held til uimodsagt at sige, at de mest ekstreme racistiske bevægelser finder man i lande, som er mest restriktive med at give adgang til frit at ytre sig groft om udlændinge, hvorimod man i lande som Danmark ikke har så ekstreme bevægelser, fordi næsten alle udtalelser er tilladt og dermed genstand for offentlig modsigelse.

Men man kan også vende denne argumentation om, og sige, at i Danmark, hvor de ekstreme udlændingepolitiske holdninger har haft stor indflydelse på lovgivningen, der er de ekstreme grupper mindre synlige, fordi lovgivningen allerede er blevet indrettet til at imødekomme deres synspunkter.

De gentagne reformer under VKO af udlændingelovgivningen generelt og også af anden lovgivning, der er central for udlændinge, har indført så mange diskriminerende bestemmelser, at den eksklusion, som ekstreme grupper normalt kræver indført, i Danmark allerede er virkelighed.

Større indflydelse

Og Messerschmidt er jo i øvrigt selv repræsentant for et udlændingepolitisk ekstremt parti.  Her kunne de andre debattører med fordel have påpeget, at DF mest adskiller sig fra søsterpartiet Sveriges Demokraterne eller det franske Front Nationale ved, at DF har haft større politisk indflydelse end disse brødre i ånden. 

Den manglende modstand mod Messershcmidt fra de to debattører efterlod en trist fornemmelse af, at DF har vundet den ideologiske værdikamp. Alle syntes at tage udgangspunkt i, at kulturlutheransk etnisk danskhed, er dansk etnicitet og folkeligt grundlag for samfundet.

Derved var det ikke selve striden for eller imod et folkeligt kulturlutheransk fællesskab, debatten drejede sig om, men om forholdet mellem en hård eller en blød linje over for dem, der falder uden for DFs krav til at være en del af fællesskabet.

Debatten blev ført på Nørrebro, hvor der bor mange indvandrere. Duknakkede forlod vi mødet med en fornemmelse af at DFs dygtige og charmerende repræsentant havde en rigtig god aften.

På gaden råbte en gruppe meget unge demonstranter »ingen racister i vore gader«, ledsaget af lidt håndgemæng.

Ak, de var få, de var små, men de var eneste, der ydede rigtig modstand mod DF den aften.

Indlægget er forkortet.Kan læses uforkortet på arbejderen.dk