Der er lagt mange arbejdstimer i dette uskyldige lille produkt, fragtet her til så lang vej fra, plukket af kvinderne i tropeheden.

af Elizabeth Japsen, Århus

Så sidder man der i toget og køber en kop te.

Nogle gange vil de give en et plastikkrus til at lægge teposen i, når den har trukket. Jeg siger altid nej tak, for der må være grænser for, hvor meget affald en enkelt kop te skal medføre.

Jeg var engang i Sri Lanka og blev fragtet rundt i en airkonditioneret bil. Den tropiske varme ramte mig, da vi holdt for at se på de tamilske kvinder, der gik i middagsheden med en sæk over skulderen og ungerne omkring sig, mens de plukkede de fine topskud af buskene.

Tamilerne blev importeret til Sri Lanka fra Sydindien af de engelske herskere for at arbejde som teplukkere. Samtidig ryddede man urskoven op ad bjergets sider, her hvor nattens kølighed giver teen sin særligt fine smag.

Øverst oppe på bjerget findes endnu en golfbane og et hotel i engelsk country style med bindingsværk og plys og billardbord, så kirkens, hærens og handlens folk kunne nyde det behagelige klima på toppen og mindes hjemlandet og praktisere deres klasses privilegier og vaner.

Modsætninger

 Jeg  kigger med forbløffelse på det tebrev, man har udleveret mig: Organic Earl Grey i særligt raffineret pose med matsort yderside og billede af en stiliseret fugl, der bøjer sig ned mod et lille blad.

Der er tænkt meget over dette, og teksten nedenunder er også på fransk – The Noir Biologique. Fransk er fortsat finere end engelsk, for bag på står der mere nøgternt: Organic Black Tea.

Posens inderside er til overflod udstyret med en sølvpapirslignende overflade. Sølvpapir kan ikke nedbrydes.

Inde i al denne luksusindpakning, jeg som borger i et af  verdens rigeste lande kan nyde – mens jeg i et behageligt polstret sæde afslappet kan se udover mit land, og skrive denne tekst på et håndholdt,  højteknologisk apparat med indbygget sammenbrudsdato, produceret langt herfra af folk på lavest tænkelig løn – inde i denne pose, finder man selve teposen.

Teen ligger i en stofpose, syet sammen af en hvid tråd, der er snoet, ja næsten flettet, den effekt en symaskine giver, og ender i lille stykke pap, trykt på samme måde som yderposen med fugl og et lillebitte termometer og tallet 85, samt et ur og angivelsen 3-4.

Tråden fra posen er ikke – som man ellers ser –  sat fast med en lillebitte hæfteklamme, nej denne tråd er syet på.

Jeg tror stofposen og den manglende brug af hæfteklamme skal signalere skånsomhed, og det håndgjorte præg skal få én til at tænke på noget »oprindeligt«, noget »ægte« og »ikke- industrielt«.

En underlig modsætning til yderposens højteknologiske emballageteknik.

Varens pris

Der er lagt mange arbejdstimer i dette uskyldige, lille produkt, fragtet hertil så lang vej fra, plukket af kvinderne i tropeheden.

Som Marx siger; en vares pris er bestemt af den samfundsmæssigt gennemsnitligt nødvendige arbejdstid, der er lagt i den. Her er der lagt ekstra arbejdstid i varen, og man får lov til at nyde den velgennemtænkte æstetiske emballage.

Lenin sagde i sin bog om Imperialismen: »I denne fase af kapitalismen, den sidste fase, vil arbejderklassen bestå af servicearbejdere og deres ledere bestukket af ekstraprofitterne fra de lande, hvorfra alle varer vil strømme som attributter til romerske byer engang«.