Vi bliver spist af med en reallønsnedgang, samtidig med at vi kan se virksomheder, hvor ledere og direktører bliver beriget med høje lønstigninger.

En af de mange som havde forventet sig andet og mere af de netop afsluttede overenskomstforhandlinger og den nye regering.

Mette Kramer Kristensen

af Paw Nielsen, Nørre Åby

I disse år oplever vi en armod og opgivenhed fra almindelige borgere overfor den krise, vi har i Danmark og i verden.

Jeg ved godt, at vi alle skal bidrage til at komme igennem krisen.

Derfor undrer det mig at det igen er lønmodtagerne og de svageste i samfundet som skal betale for prisen for krisen.

Vi har lige været igennem en urafstemning om overenskomsterne, og jeg må som faglig aktiv undres og spørge mig selv: Hvad er meningen.

Vi bliver spist af med en reallønsnedgang, samtidig med at vi kan se virksomheder, hvor ledere og direktører bliver beriget med høje lønstigninger.

Vi har allerede via forringelserne på dagpengeperioden og efterlønnen betalt for krisen en gang, og lige om lidt kræves det, at vi skal betale for krisen på ny når regeringen indkalder til trepartsforhandlinger.

Jeg må sige, jeg er skuffet over fagbevægelsens top, som kæmpede indædt imod forringelser overfor lønmodtagerne, da regeringen var en VK-regering, og som var meget aktive i valgkampen for, at der skulle et regeringsskifte til.

Jeg hørte i valgkampen mange fagbosser sige, at de ikke var partipolitiske, men derimod kæmpede deres medlemmers sag.

Sjov måde at gøre det på. Nu er de tavse som graven, fordi vi har fået en ny »arbejdervenlig« regering. De laver en overenskomst som atter viser, at det er dem på gulvet, der skal betale for, at de rige har fået uansvarlige skattelettelser og storkapitalen har været for grådig.

Når folk har spurgt mig, hvad de skulle stemme til overenskomsten, har mit svar været et højt og tydeligt nej.

Og mit svar til fagtoppen er, at de skal overveje at smutte på pension og lade folk som virkelig vil arbejde og kæmpe medlemmernes sag komme til.