Lovforslaget bør afvises og erstattes af en foreløbig ordning gående ud på, at vielsesmyndigheden fjernes fra trossamfundene og alene kan ligge på rådhuset.

af Niels la Cour, Birkerød

Lad os forsøgsvis prøve at tænke os, at Folketinget vedtog en lov, ifølge hvilken politiske partier i Danmark kun ville være tilladte, hvis de i deres partiprogram indføjede denne erklæring:

»Det er partiets politik, at Danmark på ubestemt tid skal være medlem af EU.«

Dog får loven den tilføjelse, at ethvert parti kan sige nej til at bringe nævnte erklæring på den betingelse, at der så i øvrigt ikke nævnes noget om EU i partiprogrammet.

Forslagsstillerne kalder denne tilføjelse til forslaget for en »sikring af den politiske frihed«.

Det lovforslag, vi ser i øjeblikket, om homovielser i Folkekirken og de øvrige trossamfund, er et lovforslag, der i princippet er skåret efter samme, forvrøvlede skabelon som det oven for tænkte eksempel.

For de præster, der siger nej til at vie homoseksuelle i kirken, vil jo ikke få mulighed for en alternativ kirkelig behandling af homofile par, for eksempel mulighed for at kalde dem livsfæller.

Om den enkelte præst vil få lov til at lave sin egen, hjemmestrikkede løsning efter aftale med det enkelte homofile par, kan man godt nok ikke vide.

Men der bliver ingen autoriserede alternativer til enten at vie homofile par til ægtepar eller at velsigne et i forvejen på rådhuset viet homofilt ægtepar. Hvis et autoriseret ritual skal følges, skal kirken definere de homofile som ægtepar.

Hermed blander staten sig – forholdsvis groft – i noget, som et trossamfund ellers selv må finde ud af og selv må træffe afgørelse om.

Ikke kun kirkeligt interesserede eller religiøst anlagte, men alle – også ateister og andre ikke-troende, der forsvarer menneskerettigheder, demokrati og samvittighedsfrihed, og for hvem det er afgørende, at en sådan frihed ikke kun gælder dem selv, men også anderledes tænkende – burde her kunne se og reagere på, at man faktisk krænker religionsfriheden.

Lovforslaget bør derfor afvises og erstattes af en foreløbig ordning gående ud på, at vielsesmyndigheden i det hele taget fjernes fra trossamfundene og alene kan ligge på rådhuset.

Så kan trossamfundene frit og uafhængigt afgøre, om og i givet fald hvordan de efterfølgende kunne velsigne de forskellige kategorier af nyviede par.

På længere sigt ser en adskillelse af stat og kirke ud til at være det eneste rigtige.