Det er brænde til det bål, som skal få lønmodtagerne til at glemme enhver drøm om at kunne leve en tilværelse, hvor liv og velfærd prioriteres højere end arbejdsmarkedet.

af Hanne Vinther, ‑byrådsmedlem i Aarhus Kommune (S) og bestyrelsesmedlem i HK Kommunal Østjylland, og Hans-Henrik Hansen, formand for HK Kommunal Østjylland

Forud for sidste folketingsvalg argumenterede vi for, at tryghed på arbejdsmarkedet måtte stå øverst på en ny regerings dagsorden.

Det er derfor med meget stor beklagelse, at vi læser regeringens udspil til reform af fleksjobordningen. Den gør ikke blot fleksjobbernes tilværelse mere utryg, men fremmer også utrygheden på hele arbejdsmarkedet.

Allerførst har vi svært ved at forstå, hvorfor regeringen retfærdiggør alle sine initiativer med, at de øger antallet af hænder på arbejdsmarkedet. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der nu igen er over 164.000 ledige.

Jobbene mangler, hvilket ikke mindst fleksjobberne kan mærke med en ledighed på knap 18.000, svarende til cirka 25 procent. Alligevel fastholder regeringen sin målsætning om at øge udbuddet af arbejdskraft.

Er det, fordi vi skal vænne os til at være flere konkurrenter til færre jobs og dermed acceptere dårligere løn- og arbejdsforhold?

25.000 offentligt ansatte mistede jobbet sidste år, og der er lavvækst i det private erhvervsliv. Fremtiden tegner usikker. Derfor handler det om at skabe tryghed. Men sammen med udfasningen af efterlønnen og den korte dagpengeperiode bidrager fleksjobudspillet til det omvendte, nemlig at forøge utrygheden.

Regeringens udspil ændrer fleksjobbernes indkomst, når de skifter arbejdsplads, sænker ydelsen efter to års ledighed til bare 60 procent af dagpengesatsen og indfører en karensperiode, inden man kan gå fra ordinært job til fleksjob på sin arbejdsplads. For blot at nævne nogle af uheldighederne.

Desuden lægger regeringen op til, at reformen skal justeres hen ad vejen, hvis det af økonomiske grunde skønnes nødvendigt. Det udgør i sig selv en usikkerhedsfaktor.

Skal der på denne måde også tages forbehold over for vores øvrige velfærdsydelser, kunne man spørge.

Reformen bærer brænde til det bål, som skal få lønmodtagerne til at glemme enhver drøm om at kunne leve en tilværelse, hvor liv og velfærd prioriteres højere end arbejdsmarkedet.

Men vi mener ikke, at vores berettigelse som mennesker skal afhænge af vores berettigelse som arbejdskraft. Det burde en socialdemokratisk ledet regering heller ikke mene?