17 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Beskæmmende debat om tortur

Beskæmmende debat om tortur

Tirsdag, 03. april, 2012, 11:30:54

Oplysninger fremkommet ved tortur må betragtes som højst usikre og kan bedst sammenlignes med spåkoners arbejde med krystalkugler.

af Aage Staffe, Jyllinge

For nogle dage siden udspandt sig en noget følelsesladet debat i tv, om man i Danmark skulle eller kunne benytte sig af oplysninger, der var fremkommet ved tortur.

Debatten var inspireret af udenrigsminister Søvndals udsagn.

Her er så mit bidrag til yderligere at forplumre etiske – moralske opfattelser – og ikke mindst stille spørgsmålstegn ved, om tortur som sådan kan give anvendelige resultater for at forhindre terror.

Et ultrakort tilbageblik: Under Anden Verdenskrig udstedte Adolf Hitler følgende Führerbefehl til alle tyske stridskræfter: Medlemmer af tyske stridskræfter skal skyde modstandere af Det tredje Rige ned på stedet.

Hitlers begrundelse var: Krigsretsdom med efterfølgende henrettelse gør »terroristen« til martyr.

Ledende tyske krigsforbrydere i Danmark (rigsbefuldmægtigede, doktor Werner Best, Sturmbannführer, chef for Gestapo  Karl Heinz Hoffmann, højere SS- og politifører Pancke og SS-Standartenführer, chef for det tyske sikkerhedspoliti Bovensiepen) var uenige med Hitler.

De hævdede internt, at ved anvendelse af deres metoder fandt Gestapo for hver arresterede danske modstander af Det tredje Rige frem til fem til seks andre modstandere af riget.

Danske erfaringer

Gestapos metoder var tortur. Eksempelvis blev Bopasabotøren Aage Nielsen tæsket til døde på tre uger. Danske arbejdere beskæftiget med fæstningsarbejde (Vestvolden Jylland) benægtede ved tysk krigsret anklage for sabotage, men tilstod tyveri.

Sabotage betød henrettelse – tyveri tugthus eller kz-lejr.

Gode råd om forhørsteknik givet til modstandsfolk under besættelsen:

1. Tilstå aldrig egne »forbrydelser«.

2. Opgiv aldrig medsammensvorne.

3. Optræd samarbejdsvillig, ynkelig – klynk – tilstå ligegyldige ting, eksempelvis at du er konge på Færøerne eller i familie med dronningen. Vær aldrig trodsig – undgå »heltemodig« optræden. Du er en anstændig lille lort og fylder dem med løgn.

En af ovennævnte debattører begrundede accept af tortur således:

For det første: Tortur eller oplysninger stammende fra afhøringer, hvor tortur er benyttet, kan accepteres, såfremt liv kan reddes fra eventuel terrorhandling.

Hertil kan man sige, at oplysninger fremkommet ved tortur må betragtes som højst usikre og bedst kan sammenlignes med spåkoners arbejde med krystalkugler.

Tvivlsom tillid

En debattør i udsendelsen var et konservativt medlem af Folketinget. Han hævdede frejdigt også at have den fulde tillid til, at personer indenfor politi og efterretningsvæsen på kvalificeret vis kunne afgøre, om tortur eller oplysninger derfra kunne anvendes.

Med snart 87 år på bagen er min erfaring beklageligvis, at der igennem årene har været for mange smuttere.

Kan det derimod oplyses, hvad omkostningerne beløber sig til, hvis tortur accepteres?

Umiddelbart vurderet bevæger demokratiet sig ud på en glidebane, hvor det demokratiske samfunds retssikkerhed endnu en gang vil gå tabt, hvis dette ikke allerede er sket.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. apr. 2012 - 11:30   30. aug. 2012 - 19:21

Læserbrev