S og V skabte i sin tid solidariske velfærdsord-ninger. De kan fortsat tale sammen, men nu mest om at nedbryde velfærdsamfundet.

af Villy Frølund Thomsen, København 

Velfærdsydelser er ikke gratis. De er baseret på, at vi hver især betaler efter formåen livet igennem og så ved behov kan benytte ordningen vederlagsfrit.

Disse velfærdsordninger blev i 1800-tallet grundlagt af de nye fagforeninger. Grunden var, at lægernes honorarer var så høje, at en almindelig arbejderløn ikke kunne magte dem.

Fagforeningerne fik en ordning med lægerne, hvor de påtog sig at opkræve et vist beløb hos alle medlemmer, som derved sikrede alle medlemmer lige og vederlagsfri adgang til lægehjælp ved påkommende sygdom eller ulykke.

Sygekassekontingent blev en fast størrelse og sygekasseopkræveren en agtet person.

Dette system blev eftertragtet, og op gennem 1900-tallet blev det paradigmet for de talrige velfærdsordninger, som er vort samfunds adelsmærke – bygget på det fundament, som datidens politiske pionerer udbyggede.

Det var de to hovedkræfter, nemlig repræsentanter for den frisatte bondestand samlet i det liberale Venstre og det voksende proletariat i Socialdemokratiet.

Sammen sad de tungt på flertallet i de demokratiserede amtsråd og havde til daglig svært ved at komme overens. Men som det sagdes: »Når venstrefolkene og socialdemokraterne havde passeret de 100 kilo, så kunne snakke sammen.«

I fællesskab lagde de fundamentet til vort velfærdssamfund. De kan fortsat tale sammen, men nu mest om at nedbryde velfærdsamfundet.

Uforskammet og skændigt.