De studerende planlægger at boykotte og lukke alle videregående uddannelser
af Peter Kenworthy, Afrika Kontakt
»At klare sig uden stipendier er umuligt, fordi den socioøkonomiske situation i Swaziland gør, at ingen har råd til at betale for en videregående uddannelse«.
Præsidenten for Swazilands studenterråd, Sibusiso Nhlabatsi, taler om planlagte nedskæringer på uddannelser og på studerendes stipendier, der yderligere vil forarme Swazilands studerende.
De studerende har derfor planlagt en boykot og lukning af alle videregående uddannelser den 21. marts og bagefter en march mod arbejdsminister Lufto Dlaminis kontor for at overdrage ham et brev med krav om ordentlige forhold for Swazilands studerende.
Men ifølge Nhlabatsi er protesten ikke udelukkende imod regeringens uddannelsespolitik, men i lige så høj grad imod et regime, hvis enevældige monark bestemmer alt, hvor regeringens politik har ruineret landet, mens en lille elite har profiteret, hvor to tredjedele af befolkningen overlever for under en dollar om dagen, og hvor middellevetiden er på under 40 år.
»Swaziland er ikke et demokrati«, siger han. »Og alle problemer og kriser i landet kan spores tilbage til vores styreform og regeringsførelse«.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278