Politikerne blev ­hunderædde, krøb i skjul og ­hasteforhandlede igen og igen ­overførsel af samfundets ­midler, milliarder til ­aktieejerne og ­bankdirektørerne.

af Andreas Nielsen, Århus

­­Hvem troede at man kunne ­opnå et anstændigt samspil ­mellem finanskapitalen og ­samfundet ved at fodre ban­kerne med den ene milliardpakke efter den anden ­betalt af samfundet – lønmod­tagerne?

­Disse »bankpakker« skulle ­råde bod på, at selvsamme ­banker havde overspillet de­res kortsigtede grådighed og ­nu kunne rive tusinder af hus­ejere og arbejdspladser med ­sig i faldet.

­Med andre ord: de fik de­res vilje om atter flere milliar­der ved at sætte sig på deres ­egne ofre som gidsler. Penge­afpresning mod hele samfun­det og med succes.

­Politikerne blev hunde­rædde, krøb i skjul og haste­forhandlede igen og igen over­førsel af samfundets midler, ­milliarder til aktieejerne og ­bankdirektørerne.

­Uden åbent at turde dis­kutere, hvorfor ikke vælge ­det eneste fornuftige: at sam­fundet overtager bankerne! ­Og hermed kan indrette an­stændige holdbare vilkår for ­finansiering.  I interesse for ­hele befolkningen.

­At et sådant behov er ind­lysende nødvendigt at gen­nemføre, understreges igen ­af at topfolkene, bankdirektø­rerne ublu og skamløst end­nu engang bevilger sig selv ­og hinanden millionforbed­ringer i løn, mens deres egne ­lønslaver skal nøjes med min­dre end intet!