Som jeg ser det, kan anbefalingen kun blive: Stem nej.
Hans A. Sørensen, formand for 3F Horsens og omegn
Industriens overenskomst er en ommer, når der tænkes på hvor billigt, det her er. Og når det sammenholdes med, at Dansk Industri tilsyneladende har været helt umulige, også hvad angår såkaldte »bløde« eller »pengefrie« krav.
Det er en ommer, når man ser på krav og resultater omkring mindstelønnen. Det var her man relativt omkostningsfrit for store dele af industrien kunne rette op på vilkårene for de lavest lønnede og for overførselsindkomsterne.
Og det er en ommer, når man tænker på, hvordan det endnu engang er et forlig, som totalt undlader at finde løsninger for skifteholdsarbejdere.
Her har der over flere overenskomstfornyelser været stillet krav om at sikre skifteholdsarbejdernes ret til at have friweekender og ordentlige varsler – et »gratis« krav, som har været på ønskesedlen uden at blive taget højtideligt. (Ved overenskomstforhandlingerne i 2010 blev der oven i købet nedsat et udvalg, som skulle se på vilkårene for skifteholdsarbejdere. Det har de måske også gjort, men eneste officielle kommentar er vist, at »nu er udvalget nedlagt, da OK2010 er udløbet«!)
Hvis man så oven i købet tænker på, hvordan politikere, FTF og LO tumler rundt med snak om trepartsforhandlinger med inddragelse af pauser, Store Bededag og for eksempel femte ferieuge, så må det blive nej!
Eneste overvejelse kan være, om der for de øvrige forhandlinger kommer nogle afgørende forbedringer i kampen mod den sociale dumping og for kædeansvar!
Det sker alt sammen i en situation, hvor Danmarks eksport til udlandet slår historiske rekorder med en årlig vækst på omkring 11 procent og produktiviteten i industrisektoren på et år er steget med 8,8 procent. Samtidig har reallønsfaldet også sat rekord.
Med 1,25 procent mere om året de næste to år på mindstelønnen, og forventede prisstigninger på to-tre procent, er minus-signalet sendt videre til industriens arbejdspladser, der nu skal forhandle lokale lønaftaler – og til de øvrige overenskomstområder, som traditionen tro vil blive kopier af industriforliget.
Undtagelsen er måske topledelserne i de største børsnoterede selskaber. De nøjes ikke med kopier eller noget der ligner. Sidste år fik de – ifølge årsregnskaberne – en gennemsnitlig lønstigning på 13 procent i fast løn og pension. Derudover kommer bonusser og aktieprogrammer, der typisk er knap en tredjedel af en lønpakke. Det svarer til, at den faste løn i gennemsnit er steget fra 4,5 millioner kroner til 5,1 millioner kroner pr. direktør i 2011!
Ja eller nej: Som jeg ser det, kan anbefalingen kun blive stem nej – det er en ommer!
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
