I øjeblikket indebærer regeringsmagten en politik, der er rendyrket borgerlig, for eksempel den bebudede skattereform, der øger ulighederne i samfundet.
af Kim Nielsen, Køge
Skatteministeren har i forbindelse med en kommende skattereform sagt, at borgere på overførselsindkomster ikke skal have skattelettelser.
I denne anledning stillede skatteministeren ikke alene sig selv et spørgsmål, men svarede også på det: »Er det øget social lighed at give en kassedame 50 kroner mindre om måneden, for at give en student 50 kroner mere om måneden? Ja«.
»Vil det være social retfærdigt? Nej«.
Det er ikke til at begribe, at en socialist foretager en sammenligning mellem en lavtlønnet og én på overførselsindkomst, i stedet for at sammenligne en af dem, der har fået store skattelettelser med en kontanthjælpsmodtager.
Anvend samme argumentationsstil som skatteministeren: »Øger det den sociale lighed, at der tages 600 kroner om måneden fra en folkepensionist til finansiering af satspuljerne? »Nej«.
»Er det socialt retfærdigt?«. »Nej – for de bedre stillede fritages for at deltage i finansieringen af sociale tiltag«.
Lyseblå regering
Den lyseblå regerings bebudede reform af kontanthjælps- og førtidspensionssystemet skal give tre milliarder i overskud, der skal anvendes til forskning og uddannelse.
Venstre ønsker ikke, at overskuddet på besparelserne skal anvendes på de svagest stilledes velfærd men på at få nedbringe statens gæld.
Uanset hvad overskuddet på besparelserne skal anvendes til, så kan man ligesom skatteministeren spørge sig selv: »Øger det den sociale lighed i samfundet på en socialt retfærdig måde, at først får de svagest stillede ikke del i skattelettelser, og derefter skal de have ringere vilkår for at finansiere enten uddannelse eller underskuddet på statskassen?«
Ifølge SF’s ordfører skal Enhedslisten passe på ikke at blive et parti for klienter.
Ud over at udsagnet er udtryk for en nedladende holdning mod de mange mennesker, der lever af overførselsindkomster, så lyder det ikke som én, der formentlig betegner sig som socialist, men snarere som en superliberalist.
Ifølge SF’s partiformand er det nødvendigt for et moderne venstrefløjspolitik at påtage sig et ansvar for at få del i regeringsmagten.
I øjeblikket indebærer regeringsmagten en politik, der er rendyrket borgerlig, for eksempel den bebudede skattereform, der øger ulighederne i samfundet. Fortsat ulighed via satspuljerne. Støtte til krige der koster milliarder. Fortsat ydmygende og nedværdigende tvangsaktivering af de svageste stillede i vort samfund.
Det betyder endvidere, at der anvendes en retorik fra SF om, at der eksisterer krævementalitet, pligt og ret (slogans uden mening).
Hvis nogle ud fra deres solidariske og socialistiske opfattelse taler de svagestes sag, så er de enten sagsbehandlere eller socialrådgivere.
Med denne form for argumentation er man med til at skabe en usolidarisk holdning mod de socialt udsatte og udstødte.
Og selv om det er uforståeligt, at nogle kan mene, at sociale ydelser er for høje, så er der en tendens i dele af befolkningen til at mene det.
Friedmans monetarisme
SF tilslutter sig EU’s finanspagt, der er baseret på Milton Friedmans monetarisme.
En økonomisk politik, der i begyndelsen af 1980’erne medførte en fordobling af ledigheden i Storbritannien.
En af monetarismens konsekvenser er, at deres skæres drastisk i de offentlige udgifter.
Det harmonerer med de bebudede besparelser på de svagest stillede.
Og reduktion af offentligt ansatte, så mange af SF’s vælgere kan glæde sig til at se frem til en lys fremtid som ledige
Hvis SF ønsker at føre borgerlig politik på det sociale område og at lovprise liberalistisk økonomisk teori, så vil jeg håbe, at det trods alt er det eneste parti på venstrefløjen, der har denne besynderlige opfattelse. For det har ikke intet med solidaritet eller fællesskab at gøre.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
