Det nuværende oprør kan naturligvis ikke være uden påvirkning udefra, og det er oplagt, at forskellige magter søger at gøre deres indflydelse gældende.

af Eigil Nielsen, Frederiksværk

Jeg har med interesse læst Nazemroayas beskrivelse i Arbejderen (14.01) af  planer, som USA, Frankrig og andre måske kunne tænke sig at få gennemført i området omkring Iran og Syrien.

Noget, der efter min mening mangler, er en beskrivelse af, hvad der foregår i det syriske folk. Det nuværende oprør kan naturligvis ikke være uden påvirkning udefra, og det er oplagt, at forskellige magter søger at gøre deres indflydelse gældende. Det store spørgsmål er blot, om indflydelsen udefra er den væsentligste.

Hvis man skal pege på en indflydelse udefra, der har haft væsentlig betydning, må man pege på det ”arabiske forår”. Her har befolkningen fået inspiration til også at gøre oprør mod deres enevældige hersker, nemlig Bashar Assad.

Det, vi oplever for tiden, er, at en befolkning nu kræver at blive medbestemmende i landets anliggender og få frihed til at ytre sig. Assad kunne fra begyndelsen have indrømmet befolkningen denne indflydelse, men han har givet en række løfter, som han straks har svigtet, og så har han kommanderet politi og militær til at slå ned på de tusindtallige demonstrerende.

Man kan så sige, at hvad der foregår i Syrien, er noget, der ikke vedrører os, men hvis man er vokset op i en ånd af internationalisme, kan det være svært ikke at blive berørt, når man bliver vidne til en uhørt brutalitet mod fredelige demonstrerende.

Skulle angst for at komme til at stå sammen med USA, Frankrig og andre i en fordømmelse af uhyrlighederne få os til at afholde os fra en sådan fordømmelse?  Vil det ikke være for snæversynet?