De fattigste har levet på umenneskeligt lave ydelser, arbejdsløse og syge har været udsat for urimelig kontrol og mistro med risiko for helt at miste deres eksistensgrundlag.

Den tidligere regering indførte, at man skulle vælge »den korteste vej tilbage til arbejdsmarkedet«. Det har konkret betydet, at jobcentrene næsten er holdt helt op med at bevilge egentlige uddannelser. Men det er nu engang den bedste måde at komme permanent i arbejde på.

pj

»De fede tider er forbi«, sagde Helle Thorning-Schmidt i sin nytårstale.

Kære statsminister, det er kun spekulanter, banker og de rigeste i Danmark, der har haft »fede tider«. Almindelige mennesker har til gengæld oplevet at miste opsparing ved bankkrak, og vi har oplevet, at efterlønnen er blevet forringet.

Det var den også blevet, før den nu endegyldigt er blevet nedtrappet og afskaffet.

De fattigste har levet på umenneskeligt lave ydelser, arbejdsløse og syge har været udsat for urimelig kontrol og mistro med risiko for helt at miste deres eksistensgrundlag.

Hvor er de »fede tider«, du siger vi har haft?

Jeg hører i nyhederne, at antallet af indvandrere på førtidspension er steget voldsomt. Det er vel ikke så uforståeligt, når arbejdsløsheden stiger, og muligheden for at få revalidering er faldet stærkt.

Den tidligere regering fik lavet en bestemmelse om, at man skulle vælge »den korteste vej tilbage til arbejdsmarkedet«, og det har konkret betydet, at jobcentrene næsten er holdt helt op med at bevilge egentlige uddannelser. 

Men det er nu engang den bedste måde at komme permanent i arbejde på. Når der er stor konkurrence om jobbene, ansætter arbejdsgiverne ikke mennesker, der er ramt af længerevarende arbejdsløshed og sygdom, og som heller ikke har kvalifikationerne.

Der er jo det paradoks, at man helst skal være i arbejde for at få et arbejde.

hvornår er man fattig?

Så har der været hele debatten om, hvornår man er fattig. Er man fattig, når man får 15.000 kroner udbetalt om måneden og har cirka 5000 kroner til overs, når de faste udgifter er betalt?

Det er et godt spørgsmål, for der er også folk i arbejde, som ikke har mere, og en del, der har mindre – både andre kontanthjælpsmodtagere, efterlønsmodtagere og pensionister. 

Nu har vi ikke set den omtalte kontanthjælpsmodtagers budget med indtægter og udgifter – jeg har i hvert fald ikke, og jeg tror, at tallene ikke er helt sammenlignelige.

Det er jo sådan, at kontanthjælpen er forskellig i forhold til, om man er enlig, samlevende, forsørger eller ikke forsørger. Det er ens løn ikke. 

Den omtalte kontanthjælpsmodtager var enlig forsørger, og som enlig forsørger får man nogle offentlige tilskud – forhøjet børnetilskud for eksempel, og det får man, uanset om man er i arbejde eller på kontanthjælp. Den slags nuancer får man ikke frem i den offentlige debat.

Det er i hvert fald uacceptabelt at være på kontanthjælp i 10 år uden at have mulighed for at forbedre sin situation, uden mulighed for at flytte og uden mulighed for at give sit barn en opvækst som alle andres med ferier, udflugter og børnefødselsdage.

Den relative fattigdom er langt værre, når man bor i et af verdens rigeste samfund. I et fattigt samfund er man ikke anderledes, fordi det er svært at klare sig for alle.

Statsministeren er blevet kritiseret for ikke at være konkret nok i sin nytårstale. Jeg vil gerne helt konkret komme med nogle bud på, hvad der skal ændres på det sociale område:

Vi skal først og fremmest holde op med at møde alle borgere med kontrol og mistro ud fra devisen, at de nok snyder, hvis de kan.

Der skal igen laves socialt arbejde på landets jobcentre og socialcentre, for vi skal tro på, at et fagligt personale, der har en tre-fireårig uddannelse på bachelorniveau, godt kan finde ud af at arbejde med det, de er uddannet til.  

Det skal igen være muligt at få revalidering i form af en kompetencegivende uddannelse, selv om det  tager flere år at gennemføre den. Revalidering skal blandt andet gives til mennesker, der har særlige vanskeligheder ved at komme ind på arbejdsmarkedet.

Vi skal have ophævet bestemmelsen om, at man kun må rejse tre måneder om året udenfor EU, hvis man modtager efterløn eller pension og altså ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet. 

Det er en bestemmelse, som Dansk Folkeparti fik indført efter afsløringen af, at en irakisk mand, der modtog førtidspension i Danmark, var minister i Irak og havde høj løn og stor villa i Bagdad.

lov som kollektiv straf

I kølvandet på forargelsen over dette tydelige eksempel på socialt bedrageri, blev det indført, at alle borgere – på efterløn som på pension – kun må opholde sig i udlandet i tre måneder om året.

Det gælder dog ikke inden for EU på grund af det indre marked og EU-bestemmelserne. I pensionslovgivningen er der mulighed for at få lov til at rejse i længere tid, men det gælder ikke for efterlønnere.

Den slags rejserestriktioner er kun indført for at genere borgere med ikke-vestlig baggrund. Bestemmelsen er både urimelig og overflødig og kræver kontrol,  og den blev indført for alle, fordi en enkelt mand lavede socialt bedrageri i stor stil.

Endelig er der grund til en bedre indsats og bedre bemanding af socialcentrene, som tager sig af handicappede og alvorligt psykisk syge. De borgere, som ikke kan arbejde og som aldrig kommer til det, har været nedprioriteret.Den tidligere, borgerlige regering har kun interesseret sig for de borgere, som  kan komme i beskæftigelse og  bidrage til samfundet.