Den fjerde statsmagt er til for at holde befolkningen opdateret om politikernes arbejde, så vi ved, hvor vi kan sætte krydset. Når oplysningerne nærmer sig mere det underholdende, hvad skal vi så bruge dem til?

af Andreas Grønne, Olivia Madsen og Mads Vadsager, Glumsø

Bliver man et dårligere menneske af at snakke med en »forkert« mand på en café?

Bliver man en dårligere politiker af at sætte sine børn i privatskole, mens man selv er formand for arbejdernes parti?

Er det forkert at tage ansvar for sine børn, mens ens parti modstrider handlingerne? Når familien kræver ens tilstedevær, skal man så ikke være der for dem?

Vi mener, at det at have arbejde burde adskilles fra privatlivet. Også selvom man er politiker. Det virker, som om journalistikken nu til dags har mistet sin etiske sans og grænse.

Det bliver en passion at jorde politikere, hvis de får den mindste smule betydningsfuld magt. Det svarer til at fjerne stigen, når håndværkeren er nået taget. Politik er et embede, som omfatter hele befolkningen, og ikke bare et fåtal af mennesker.

Derfor burde det ikke være rimeligt at vurdere politikernes kompetencer ud fra deres privatliv. Derimod, hvis fejlen ligger indenfor selve embedet, er det en helt anden sag. Det har nemlig betydning for, hvordan landet bliver regeret.

Medierne er adskilt. De samfundsinformerende og de underholdende. Den fjerde såkaldte statsmagt er til for hele tiden at holde befolkningen opdateret om politikernes arbejde, så vi ved, hvor vi kan sætte krydset.

Når oplysningerne nærmer sig mere det underholdende, hvad skal vi så bruge dem til? Vi kan ikke være tjent med at skulle sætte vores kryds, alt efter hvilke personer politikerne snakker med.

Det kan ikke udtrykkes klart nok: Adskil privatliv og embede!