Jeg tror, at du stadig vil være aktiv og glødende, selv om du bliver lige så gammel som jeg.
af Tage Voss, Nykøbing F.
Kære Anton Nielsen. Tillykke med den nye hofte. Heldigvis er jo størstedelen endnu originale Anton Nielsen-dele. Det værdsætter vi.
Du er stadig en ukuelig frontkæmper, jeg er blevet en lunken fis. For ikke så længe siden modtog jeg en smukt kalligraferet og farvelagt plakette med tak for indsats (for år tilbage) for at redde nogle forfulgte mennesker i sikkerhed for nazistisk forfølgelse: en tak fra staten Israel!
Man kan lægge sig ned og græde, eller man kan dø af grin. Det eneste, der kan redde humøret, er tanken om, at man muligvis dengang sparede nogle mennesker for forfølgelse og bitter død – trods det danske retsvæsen.
Politisk er det jo absurd. Og nu sidder du i dansk fængsel for at skaffe mad til sultne børn dernede, nu kaldet palæstinensere, men samme slags børn…
Jeg er for gammel nu til at spilde tiden med politiske narrestreger – selv om jeg en gang slap for dansk fængsel for at hjælpe nogle mennesker, børn, gamle, familier, fra elendighed. Trods politiets umage.
Kære ven, jeg er 20 år ældre end du, så undskyld mig. Jeg tror, at du stadig vil være aktiv og glødende, selv om du bliver så gammel.
Jeg priser det, selv om jeg ikke skal opleve det.
Med broderlig hilsen …
PS: Selv om verden udenfor ikke er tillokkende, kunne du let skaffe dig en fridag fra fængslet gennem gitterporten. Den er godt nok to en halv meter høj, men under er 30 centimeter, som du nemt kan møve dig under ved at lægge dig på ryggen.
Hvis altså fængslet ikke skal være et symbol, så du netop skal lide. Så alle fatter, at ret og retfærdighed ikke er det samme i Dannevang.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
