Skam jer, alle I fra den rige del af verden, der fremturer som korsfarere og kyniske misbrugere af ytringsfriheden.

af Annette Wium, Risskov

I 2001 skrev og sendte jeg dette læserbrev om tårnene, der faldt i USA, men kunne ikke få det trykt.

Her ti år efter er det mindst lige så aktuelt, nu hvor vi ved, at det har medført menneskerettighedskrænkende »terrorberedskaber« og forøgede religiøse fobier og krænkelser. Så her er brevet, bedre sent end aldrig, som en dønning, også selv om »jubilæet« jo er overstået:

Jeg vil forsøge at forestille mig, at jeg havde været passager i et af de fly, der blev styret ind i tårnene den elvte september.

Jeg kan ikke vide, hvor meget angsten ville have fyldt, men hvis jeg havde fået tid til at tænke, så tror jeg, at jeg først ville have følt det, som om jeg var blevet ramt af en naturkatastrofe, hvortil jeg nemlig regner dyrs og menneskers ondskab, og dernæst ville jeg have tænkt »brandærgerligt, at det lige skulle ramme mig«.

Måske ville jeg nå at føle had? Ikke så meget til kaprerne, som jo kun var »blinde symptomer«, ligesom deres religiøse forførere, men mere til politikerne i den rige del af verden, som ikke for længst har gjort noget ved fattigdom og uvidenhed i resten af verden.

Sagtmodigt ville jeg så erkende, at jeg heller ikke selv har gjort nok for at ændre vores politik, og med ro i sindet ville jeg indse, at jeg netop i det øjeblik var en naturlig brik i det billede, der skal frem, for at menneskeheden måske, og forhåbentlig, vågner op og bliver klogere.

Til daglig går jeg rundt med en dyb undren over, hvordan det overhovedet er muligt at komme op at slås om, hvis gud der er den rigtige?

Med mindre man forestiller sig, at der har været flere om det, ja så er der altså kun én gud, hvis overhovedet nogen? Og så må vi da bare venligt spørge alle fremmede, »hvad kalder I så gud? Og hvordan mon I så tilbeder ham?« Og »nej hvor spændende« og så videre.

Tænk, at mennesket har været millioner af år undervejs og har opnået så stor en teknisk snilde, bare for at ende med at slå hinanden ihjel, på grund af en mulig guds navn?

Det er bare så mageløst, at man da i det mindste kan dø med et hovedrystende grin over, at vi nok bare var endnu en fejludviklet dyreart, hvor måske netop humoren ikke nåede at overhale det selvoptagede alvorsvanvid?

Skam jer, alle I fra den rige del af verden, der fremturer som korsfarere og kyniske misbrugere af ytringsfriheden. Det burde være noget, man »kunne melde til politiet«, som salig Storm Petersen sagde.

I øvrigt mener jeg ikke, at »Karthago bør ødelægges«, men at det er vildt spændende, om det lykkes for Niels Harrit og hans ligemænd, engang at få en seriøs og uvildig undersøgelse af hele forløbet og den sande baggrund omkring nine-eleven.