Det er blevet sagt, at tab af forældre ved anbringelser er værre for børn end dødsfald. Børnene får ar på sjælen, der aldrig forsvinder.

af Kirsten Skovbo, Højbjerg

Når Danmark stadig nægter at få en Børneombudsmand, trods skarp kritik fra flere nabolande, der for længst har indført en sådan, burde man da ikke som mindstekrav forvente, at retssikkerheden er i orden? 

At det står sløjt til, ses af de mange fejl, der begås i anbringelsessager. Ankestyrelsen har lavet en stikprøvekontrol, der viser, at to ud af tre anbrinelsessager ikke følger lovgivningen! 

Samtidig at der føres retssager, hvor en sagsbehandler ene og alene på et skøn/vurdering kan fjerne børn fra deres forældre. Dette er i strid med Grundloven.

Kommunernes socialkontorer er blevet en angstfremkaldende faktor, som foruroliger flere og flere, fordi familier ikke kan være sikre på, om sagsbehandlere laver deres arbejde seriøst, eller om journalerne er korrekt ført.

Om de i det hele taget, som de er forpligtet til, laver en paragraf 50-undersøgelse, når de får indberetning eller blot en mistanke. (Som kan være opstået ved en gemen nabohævn.)

Hvor mange år skal der fortsat gå med, at Danmark hverken respekterer FN’s  Børnekonvention eller Menneskerettighederne?  Når det for længst er blevet bevist, at anbragte børn som gruppe klarer sig ringere, end hvis de havde fået lov til at forblive i deres såkaldt »farlige« hjem.

Det er blevet sagt, at tab af forældre ved anbringelser er værre for børn end dødsfald. Børnene får ar på sjælen, der aldrig forsvinder.

Og det tryghedsnet, familier ofte har af kærlige bedsteforældre og nære pårørende, overses af kommunerne, der ikke efterlever »barnets reform«. Med hensyntagen til at disse kan afhjælpe en måske kortvarig nødsituation. Dette gode netværk bliver uden begrundelse pure afvist.

Der sker uoprettelige tragedier, når kommuner afhenter børn i børnehaver, skoler eller hjem uden forudgående at have ført en meningsfuld dialog med barnets familie.

Og hvis barnet ikke forstår begrundelsen med fjernelsen – fordi der hverken er vold, incest, misbrug eller psykisk sygdom involveret – lider det alvorlig skade på sit helbred.

Børn tror da, at det er deres egen skyld og vender det indad. Det kan vel næppe kaldes barnets tarv at bære rundt på sådan »skyld« resten af barndommen?

Når den ene børnesag efter den anden ydermere dukker frem om systemfejl og mishandling af anbragte børn på opholdssteder, døgninstitutioner og i plejefamilier, kunne pengene gøre mere gavn ved at hjælpe familierne i hjemmet.

Hvad er børns tarv i Danmark?