Kapitalen kræver, at vi uddanner os, og at vi er uddannede. De vil ikke selv betale for uddannelse. De vil ikke betale en ordentlig løn. Ja, de vil overhovedet ikke være med til at betale.
af Ivan Hilbert, Brønderslev
Vi har fået en ny øhh – rød – regering, får vi at vide. Jeg vil tillade mig at stille spørgsmålstegn ved, hvor rød den er. Dertil har, ikke mindst de Radikale, fået alt for meget indflydelse.
Næppe var ministertaburetterne fordelt, før den nye regering gik i gang med at skrue forventningerne til forandringer ned. Uanset om politikerne kommer fra S, SF eller de Radikale, så har de travlt med at fortælle os, at vi ikke kan få alt.
Vi har set de første eksempler på deres politiske formåen – efterlønsreformen bliver gennemført, og lønmodtagerne på det private arbejdsmarked får at vide, at de skal holde igen med lønkrav, når de skal forhandle nye overenskomster til foråret. Bare for at give et par eksempler.
Det eneste »positive«, den nye regering foreløbig har gjort, er, at den har forlænget den forkortede dagpengeperiode med et halvt år, så de tusindvis af uforskyldt arbejdsløse, der ville have mistet dagpengene den 1. juli næste år, får julen med.
De kræver, vi betaler
I regeringsgrundlaget skriver den nye regering ikke, om den er imod halveringen af dagpengeperioden, som blev gennemført af Løkke med støtte fra Pia K. og Margrethe Vestager. Der står heller ikke et bogstav om, at det skal blive nemmere at genoptjene dagpengeretten igen.
Både før, under og efter valget er vi blevet tudet ørene fulde om alle de pligter, vi har. Men hverken journalisterne fra tv, aviser eller radioen har nogensinde stillet spørgsmål om, hvilke pligter kapitalen har i det her samfund. Journalisterne fungerer reelt som mikrofonholdere for magthaverne.
Kapitalen kræver, at vi uddanner os, og at vi er uddannede. De vil ikke selv betale for uddannelse. De vil ikke betale en ordentlig løn. Ja, de vil overhovedet ikke være med til at betale.
Deres hårdeste arbejde – for de knokler jo, siger de – er at finde ud af, hvor store deres biler skal være, eller hvor mange både de skal have liggende i havnen.
Kapitalen bestemmer og-så, om og når de fyrer folk, der kommer lidt op i årene. Søger lidt ældre lønmodtagere arbejde, så bestemmer de også, om de har brug for dem. Det har de som regel ikke.
Som de nu snakker om, at der ikke er råd, så havde de »røde politikere« heller ikke svar på, hvor pengene skulle komme fra, når de blev spurgt under valgkampen. De skulle have svaret: Vi henter pengene hos dem, som ikke betaler, og dem som outsourcer og lukker vores arbejdspladser, dem der rationaliserer.
Jeg er ikke imod rationalisering, men når man har rationaliseret en plads væk, så har man også rationaliseret en skatteindtægt væk. Arbejdskøberen henter stadig skattefortjenesten hjem fra den maskine, hvor der er blevet én mand mindre.
Den fortjeneste beholder arbejdskøberen selv. Den skal i stedet afleveres til staten. Det samme skal ske, når der bliver outsourcet arbejdspladser. Skatteindtægterne fra folk, der bliver fyret i den forbindelse, skal arbejdskøberen også aflevere til staten. Det handler ikke om en skatteforhøjelse, men om skat, der stadig skal betales.
Kapitalen går fri
Valget var tabt inden valget. De snakkede om milliarder og milliarder. Det kan almindelige mennesker ikke forholde sig til.
Men i det øjeblik betalingsringen omkring hovedstaden blev trukket ind i valgkampen, stod Hjort Frederiksen nærmest klar med regnemaskinen og kunne fortælle, at det kostede den enkelte pendler 17.000 kroner årligt.
Det var et beløb, der var til at forholde sig til, og Venstre gik frem i meningsmålingerne dag for dag.
Rådet til den nye regering må være, at de begynder at tale i kroner og ører i stedet for milliarder. Mon ikke også de har en regnemaskine?
Kapitalen har ingen pligter i det her samfund, skulle man tro. Anderledes ser det ud for arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere og lavtlønnede, der knokler hele livet. De har pligter ifølge kapitalejerne og Venstre og Konservative.
Vi skal stå til rådighed for kapitalen. Men de skal ikke stå til rådighed for os. Bliver der stillet krav, så truer kapitalen bare med at flytte ud af landet.
De plejer at sige arbejdsmarkedets parter, men det er kun den ene part, der fyrer.
Kapitalen har pligter. I øjeblikket kører de på, at de kun har rettigheder – hvis ikke vi går ned i løn, så flytter de bare. De vil ikke selv gå ned i løn. De vil heller ikke finde sig i at blive stillet over for krav og pligter om at bidrage.
Nej, valget viste, at de, der vandt, tabte – og de, der tabte, vandt.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278