Med en humanistisk udlændingepolitik er det lykkedes De Radikale at trække en masse venstreorienterede vælgere til sig, der var trætte af især SF’s leflen for udlændingestramninger.
af Henrik Guldborg Bøge, Charlottenlund
Mange venstreorienterede er i disse dage skuffede over det nye regeringsgrundlag.
Selvom der er mange gode ting at glæde sig over, såsom øgede offentlige investeringer, en af verdens mest ambitiøse klimaplaner, samt lempelser af de mange urimelige regler for udlændinge, så er der også mange ting at ærgre sig over.
For efter 10 år med VKO ved magten har venstreorienterede vælgere en velbegrundet forventning om, at det burde være en ny regerings fornemste opgave at gøre op med den fejlslagne, ulighedsskabende og velfærdsundergravende økonomiske politik.
Røde mærkesager såsom millionærskat, bankskat og aktieskat, der skulle finansiere bedre velfærd, er alligevel ikke blevet en del af regeringsgrundlaget.
Og når der endda står, at den nye regering vil fastholde forringelsen af efterlønnen, ikke vil hæve dagpengeperioden permanent og endda vil sænke topskatten, så er det forståeligt, at mange røde vælgere føler sig dybt skuffede og måske ligefrem taget ved næsen.
De radikales fremgang
Det er oplagt i den situation at skyde skylden på Helle Thorning-Schmidt som statsminister. Hun er gået for meget på kompromis. Det samme gør sig gældende for SF.
Men selvom disse partier måske ikke er helt lige så røde, som mange vælgere måske gerne så – se bare på Enhedslistens stormende succesrige valg – så vælger jeg alligevel at tro på, at de ikke er løbet fra disse løfter med deres egen gode vilje.
De er blevet tvunget til det, fordi Det Radikale Venstre er blevet så stort et parti – endda større end SF.
Med luftige løfter om »samarbejde hen over midten« og med en humanistisk udlændingepolitik er det lykkedes De Radikale at trække en masse venstreorienterede vælgere til sig, der var trætte af især SF’s leflen for udlændingestramninger.
Mange har da også vaklet mellem at stemme på enten Enhedslisten eller De Radikale.
Men lige så humanistiske De Radikale er på udlændingeområdet, ligeså inhumane er de på det økonomiske område. De vil hellere give skattelettelser i toppen og til bankerne, end de vil sikre, at der er penge til bedre skoler og flere pædagoger i børnehaverne.
På lange stræk af den økonomiske politik er de næsten mere borgerlige end de borgerlige selv.
Enhedslisten
Det er denne virkelighed, S og SF har måttet forholde sig til. Det er på grund af De Radikales voldsomme størrelse efter valget, at den nye regering i næsten alle henseender er tvunget til at føre næsten den samme økonomiske politik som den foregående.
Jeg kan godt forstå, hvis mange venstreorienterede vælgere er oprigtigt skuffede. De har ikke stemt på en ny regering for at få den samme politik, men for at få en ny.
Heldigvis for dem står Enhedslisten stærkt med hele 12 mandater og er parat til at trække regeringen i en mere solidarisk og lighedsskabende retning.
Men det er ikke fair at klandre S og SF for, at regeringsgrundlaget er blevet så blåligt. Det er De Radikales skyld.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
