Al refleksion starter med tvivl, vrede, opposition eller forfærdelse mod det uretfærdige i det bestående og en forståelse af, at vi er mange, der vil og bør bekæmpe denne uretfærdighed.

Aktive medborgere, der organiserer sig kan forandre verden fra at være et sted, hvor 20.000 dør af sult-relaterede årsager hver dag, og hvor milliarder ingen reel indflydelse har på deres hverdag.

Manoocher Deghati/IRIN

af Peter Kenworthy, Afrika Kontakt

Aktive medborgere, der organiserer sig – ikke passiviserede individer – kan forandre verden fra at være et sted, hvor 20.000 dør af sult-relaterede årsager hver dag, og hvor milliarder ingen reel indflydelse har på deres hverdag.

Sådanne reelle forbedringer for fattige mennesker kræver stærke, medlemsbaserede bevægelser i Syd, der modsvares af reelle forandringer af det globale system – såsom retfærdige udenrigspolitikker, Tobin-skat (afgift på internationale finansielle transaktioner) og demokratiserede eller afskaffede Bretton-Woods-institutioner (IMF og Verdensbanken) – presset igennem af kampagner og fortalervirksomhed i Nord.

Hverken markedet eller staten fungerer nemlig til gunst for generel velfærd og fattige mennesker, medmindre de organiserer sig og opnår politisk gennemslagskraft.

Organisationerne i nord må presse på

Derfor må udviklingsorganisationerne i Danmark og andetsteds styrke mobiliseringen og selvorganiseringen i partnerlandene og agere som talerør for dem i Nord, samt presse på for konkrete ændringer af det internationale system, der ellers vil bevare den enorme ulighed i verden.

Og her spiller især organiserede medlemsbaserede bevægelser, drevet af blandt andet unge mennesker, en vigtig rolle. I Nordafrika var og er drivkraften i opstandene og demokratiseringsprocessen unge mennesker, der har forstået at organisere sig.

Det er det, man kan se – fra den glemte konflikt i Vestsahara til de vedvarende opstande i Swaziland, og det så man i Black Consciousness Movement og United Democratic Front i halvfjerdserne og firserne, der førte til apartheids fald i Sydafrika.

Den vigtigste fællesnævner for bevægelserne i disse lande – og andre lignende succesfulde bevægelser – er, at de er decentralt styret og tager udgangspunkt i konkrete problemstillinger, som »almindelige« mennesker kan relatere til. 

Årsagerne til opstandene imod de udemokratiske styrer i det »arabiske forår« var netop fødevareusikkerhed og deraf følgende sult på grund af høje fødevarepriser og en høj og stigende (ungdoms-)arbejdsløshed – områder, som kun kan forbedres gennem social forandring i et større perspektiv.

Magthaverne deler (i klasser, kulturer, nationer med mere) og hersker for at bevare en status quo, der tilgodeser dem selv og et fåtal af andre velhavende mennesker.

Et nyt verdensbillede

Vi, der vil en anden verden, må og skal derfor forene vores kræfter – ellers er vi simpelt hen ikke stærke nok – og bryde deres magt for at tilgodese alle .

Men at skabe en slagkraftig modbevægelse imod status quo kræver en gennemgående analyse af vores nuværende verdensbillede.

Ikke mindst af den grundlæggende tro på menneskets selviske natur som drivkraft, der blandt andet kan ses i individualiseringen af samfundet, herunder at målet med tilværelsen er en »personlig succes«, hvor de få er vindere, mens de mange er tabere.

Denne proces er ikke nem eller selvfølgelig. Men al refleksion starter med tvivl, med vrede, opposition eller forfærdelse mod det uretfærdige i det bestående, og en forståelse af at vi er mange, der vil og bør bekæmpe denne uretfærdighed.

Frygt, isolation og usikkerhed skaber inaktivitet, hvorimod håb, fællesskab og tro på fremskridt skaber aktivitet – en aktivitet, der er selvforstærkende, fordi den skaber troen på en bedre verden.