Det er jo netop det, Marx bygger den historiske materialisme på: at mennesket underlægger sig naturen som sin ejendom, hvilket alle kendte samfundsformer har gjort.

af Per Hørning, København

Det synes, som om Anders Bjerre Mikkelsen (den 16. september) vil imødekomme John Holten-Andersens antagelse, at naturen er – om ikke den største – så dog en produktivkraft.

Det virker derfor besynderligt at komme med et løsrevet citatet fra Marx’ kritik af Gotha-programmet, som kun fortæller, hvad Marx mente om programmets udsagn: »Arbejdet er kilden til al rigdom og al kultur«.

Marx skrev: »Arbejdet er ikke kilden til al rigdom. Naturen er i lige så høj grad kilden til brugsværdierne (og det er vel af sådanne, den materielle rigdom består!) som arbejdet, der selv kun er udtryk for en naturkraft, den menneskelige arbejdskraft.

Den frase [den fra Gotha-programmet] kan man finde i enhver ABC, og den er for så vidt rigtig, som det underforstås, at arbejdet foregår med de genstande og midler, der hører til.

Men et socialistisk program må ikke tillade sådanne borgerlige talemåder at fortie de betingelser, der alene giver dem mening. Og for så vidt som mennesket fra første færd forholder sig som besidder overfor naturen, den første kilde til alle arbejdsmidler og -genstande, og behandler dem som sin ejendom, bliver hans arbejde kilde til brugsværdier, altså også til rigdom«.

Arbejdet og naturen

Og det er jo netop det, Marx bygger den historiske materialisme på: at mennesket underlægger sig naturen som sin ejendom, hvilket alle kendte samfundsformer har gjort.

Nogen vil måske undres over, hvorfor Marx taler om, hvad der er kilderne til brugsværdien. Det er der ikke nogen grund til, Marx skriver selv i Kapitalen i afsnittet: »Dobbeltkarakteren af det i varerne nedlagte arbejde«(I, 1, side 135):

»Kun produkter af selvstændige og indbyrdes uafhængige privatarbejder optræder som varer i forhold til hinanden… i enhver vares brugsværdi ligger der en produktiv virksomhed, et nyttigt arbejde af en bestemt art og med et bestemt formål«.

I samme afsnit fortsætter han:

»Som frembringer af brugsværdier, af nyttigt arbejde, er arbejdet derfor en af alle samfundsformer uafhængig eksistensbetingelse for mennesket, en evig naturnødvendighed for at formidle stofskiftet mellem mennesket og naturen, altså det menneskelige liv…

Trækker man den samlede sum af alle de forskellige nyttige arbejder fra, som er nedlagt i [en] frakke, lærred og så videre, bliver der altid et materielt substrat tilbage, som er til stede fra naturens hånd uden menneskets medvirken.

Mennesket kan i sin produktion kun gå frem som naturen selv, det vil sige kun ændre stoffernes former. Hvad mere er: i selve dette formningsarbejde bliver mennesket bestandigt støttet af naturkræfter.

Arbejde er altså ikke den eneste kilde til de brugsværdier, den stoflige rigdom, det producerer. Arbejdet er dens fader, som William Petty siger, og jorden dens moder«.

Naturens rolle

Ud fra ovenstående kan man altså ikke sige at naturen er produktiv – at naturen er en produktivkraft, men at naturen på den anden side er en faktor i al produktion.

For mig at se er det her, vi marxister – og »Modvækst« – skal rette vor opmærksomhed. Nemlig i den meget enkle sandhed, som Marx har fundet i et værk trykt første gang i 1771, og som han bringer som en note i Kapitalen:

»Alle fænomener i verdensaltet, hvad enten de er fremkaldt af menneskets hånd eller gennem fysikkens almene love, er ikke virkelige nyskabelser, men udelukkende en omformning af stoffet.

At sætte sammen og skille ad er de eneste elementer, som menneskeånden atter og atter finder ved analysen af forestillingen om reproduktion; og på samme måde forholder det sig med reproduktionen af værdien« (brugsværdien, skønt Verri her i sin polemik mod fysiokraterne ikke selv rigtigt ved, hvilken slags værdi han taler om) »og af rigdommen, når jord, luft og vand på markerne forvandles til korn, eller også når et insekts afsondringer gennem menneskets arbejde bliver til silke, eller nogle metaldele ordnes sådan, at de danner et ur«.

(Pietro Verri, »Meditazioni sulla Economia Politica«).

Vi skal ud over den gængse (forsimplede) tese, der kort fortæller, at det er modsætningen mellem produktionsforhold og produktivkræfter, der skaber samfundsforandringerne.

Hos Marx, i Kapitalen (III, 4, side 1135) finder vi hans seneste – udvidede – tese, som er værd at læse:

Samfundsudviklingen

»For så vidt arbejdsprocessen kun er en proces mellem menneske og natur, er dens simple elementer fælles for alle dens samfundsmæssige udviklingsformer. Men enhver bestemt historisk form for denne proces videreudvikler dens materielle grundlag og samfundsmæssige former.

Når den har nået et vist modenhedstrin, afkaster den sin bestemte historiske form og gør plads for en højere form.

At tidspunktet for en sådan krise er indtrådt, viser sig, så snart modsigelsen og modsætningen mellem fordelingsrelationerne, og dermed også den specifikke historiske skikkelse af de dertil svarende produktionsrelationer på den ene side, og produktivkræfterne, produktionsmulighederne og deres faktorers udvikling på den anden side, vinder bredde og dybde. (min kursivering)

Der indtræder da en konflikt mellem produktionens materielle udvikling og dens samfundsmæssige form«.