Aftalen tillader kun regionerne en vækst svarende til det, som regeringen på forhånd har afsat i 2015-planen. Det er langt mindre end sundhedsudgifterne faktisk er steget i de seneste år.

af økonom, cand. Scient. Adm. Henrik Herløv Lund

Ifølge VK-regeringen friholder aftalen om regionernes økonomi for 2011 sundhedsområdet for nulvækst, idet der fra 2011 til 13 afsættes i alt 5 milliarder kroner til realvækst på det regionale sundhedsområde.

Fritagelsen er dog mere af navn end af gavn.

Aftalen tillader kun regionerne en vækst svarende til det, som regeringen på forhånd har afsat i 2015-planen til området. Det er langt mindre end sundhedsudgifterne faktisk er steget i de seneste år, idet de i den nuværende regerings tid årligt er steget mellem tre og fire milliarder kroner i gennemsnit.

Hvilket ikke skyldes sløseri med midlerne, men i høj grad skyldes VK-regeringens ventetidsgaranti, som betyder, at selv perifere tilfælde og luksusbehandlinger kan forlanges udført indenfor en måned og herefter få behandlingen på private sygehuse for det offentliges regning. Resultatet har selvsagt været en stærkt stigende, men vanskeligt forudsigelig efterspørgsel på behandlinger og dermed følgende stigning i sundhedsudgifterne.

Samtidig har den uforudsigelige efterspørgsel i sig selv gjort prioritering og styring af omkostningerne meget vanskeligt. Tilmed har det offentlige sygehusvæsen har været placeret i et næsten uløseligt økonomisk dilemma, idet regeringen med ventetidsgarantien har insisteret på en betydelig aktivitetsforøgelse, men kun har stillet delvis finansiering til rådighed herfor. Dilemmaet har som bekendt medført fyringer i betydeligt omfang som modtræk til budgetoverskridelser.

Alligevel løses dette dilemma på ingen måde med denne økonomiaftale, idet hverken ventetidsgaranti eller den kun delvise statslige finansiering af øget aktivitet ændres. Løsningen af dette dybe dilemma placeres ensidigt hos regionerne, der blot mødes med krav om at forstærke økonomistyringen.

Men i og med det grundlæggende dilemma mellem rammestyring og ventetidsgaranti ikke er løst, må man frygte for nye budgetoverskridelser og dermed en gentagelse af fyringsrunderne fra foråret 2010.

Regionerne vil selvfølgelig prøve at udvise større tilbageholdende med udgifterne, uanset at dette sender de mere velfungerende patienter over i det private hospitalsvæsen. Resultatet vil derfor først og fremmest blive en forringet service og behandlingseffektivitet, som med stor forudsigelighed navnlig vil ramme patienter med kronisk sygdomme og alvorligere tilfælde, som ikke kan gå til de private sygehuse, og som det offentlige sygehusvæsen derfor i højere grad kan styre på.

Desuden kommer personalekontoen med stor sikkerhed ud for massive løbende spareforanstaltninger i løbet af året.

Derimod vil de økonomiske velstillede og velfungerende med mindre skavanker fortsat kunne insistere på behandling og tvinge de offentlige sygehuse til at prioritere dem for at undgå (dyrere) behandling heraf hos de private.